Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger RisskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Lystrupvej i myldretiden kan være en langhåret affære.

I myldretiden føles Lystrupvej meget laaaaaang

Lystrupvej, din gamle traver, du har givet mig og sikkert mange andre trafikanter grå hår og paniske trækninger med din køkørsel i myldretiden, og det vil du blive ved med, så længe bilerne bliver flere.

Og det bliver de. I et baggrundsnotat om tendenser, udfordringer og behov i den århusianske trafik tegner Aarhus Kommune et billede af endnu mere trafiktæthed, trængsel og støj på indfaldsveje som Lystrupvej. En vej, der allerede er presset, hvilket jeg med selvsyn har kunnet konstatere et utal af gange.

Det er et lidt dunkelt snapshot fra fremtiden, for udfordringerne er mange, mens løsningerne få. Gennem bil-osen er de dog til at få øje på ved Lystrupvej. På Gurresøvej har Søren Møller eksempelvis et forslag til, hvordan man mindsker antallet af bilister på indfaldsvejen og dirigerer dem ud på omfartsvejen Viengevej i stedet.

Det er bydende nødvendigt, mener han, for der bygges i et væk på den vestlige side af Lystrupvej, hvor Risskov Engpark og Risskov Engby i disse år opføres med plads til ungefähr 5.000 beboere.

Kan man tillade sig at byde dem velkommen i et trafikalt støjhelvede, og hvad havde Aarhus Kommune egentlig forestillet sig med trafikafviklingen på Lystrupvej? -  Det ser vi nærmere på i dette nyhedsbrev, som er blevet til i samarbejde med LystrupLIV.

Og så skifter vi vognbane. Vi har Vejlby Apotek og Veri Apotek, og fra 1. december får vi så også Risskov Apotek.  Jeg kan ikke erindre, at man på Risskov-siden af Grenåvej har haft et egentligt apotek -  måske kan I? - Det er i hvert fald news, you can use, uanset.

Har I nogle nyheder eller gode historier, jeg kan bruge, er I altid velkomne til at skrive til mig på krkie@risskovliv.dk eller på Facebook.

Tak, fordi du læser med.

Billede af Kristoffer Krogh Kiesbye
Billede af skribentens underskrift Kristoffer Krogh Kiesbye Journalist
Presset på indfaldsvejene i Aarhus stiger, og flere bør hoppe på cyklen eller tage offentlig transport. Det slår Aarhus Kommune fast i et trafiknotat. Blandt andet på Lystrupvej er der trængselsproblemer i myldretiden. Arkivfoto: Kim Haugaard/Jysk Fynske Medier

Dyster prognose: Trafikken på Lystrupvej vil kun blive værre - og løsningerne er svære at få øje på

Hvis du synes, trafikken på Lystrupvej og andre indfaldsveje til Aarhus er slem i dag, så skal du ikke glæde dig til 2030.

Vi kan ligeså godt afsløre, at der bliver flere biler, mere trængsel, og løsningerne er ikke ligefrem ligetil. Det viser en analyse fra Aarhus Kommune.

Få perspektivet her.

Den trafikale situation på Lystrupvej er mildest talt hektisk i myldretiden, hvor både busser og biler ender i lange køer, og med tiden vil det kun blive værre. Et trafiknotat fra Aarhus Kommune slår fast, at særligt indfaldsvejene går en meget presset fremtid i møde.

Der kommer flere og flere biler på de århusianske veje, særligt de store indfaldsveje er under pres, og det er ikke hensigtsmæssigt at udvide eller bygge nye veje. Det er den nedslående konklusion i et notat fra Aarhus Kommune, som beskriver fremtidens trafik.

En af de indfaldsveje i Aarhus, som er stærkt befærdet, er Lystrupvej syd for Djurslandmotorvejen. De fleste bilister i Lystrup og Risskov, som dagligt færdes på strækningen, har sandsynligvis prøvet at sidde i kø blandt andre travle bilister, og busser som er blevet forsinket.

Men det er svært at gøre noget ved. I hvert fald skal man have det helt lange lys på for at kunne skimte løsningen i horisonten.

- Det handler i høj grad om, at vi skal transportere os på andre måder end med bilen. Jo flere bilister vi får flyttet over på cyklen og i den kollektive trafik, jo mere letter vi på trængslen på vejnettet, siger Simon Wind, som er specialkonsulent i Aarhus Kommune og forfatter på trafiknotatet.

I 2021 kørte der dagligt 13.700 biler på Lystrupvej nord for Grenåvej. I 2020 kørte der hver dag i gennemsnit 17.100 biler på Lystrupvej syd for Djurslandmotorvejen. Ifølge kommunens notat vil det antal i 2030 være steget til 23.000 biler dagligt.

Nej tak til offentlig transport

Det kommer nok ikke bag på nogen, at (el)cyklen og de offentlige transportmidler er en del af løsningen, hvis trafikpropper og køkørsel skal undgås i fremtiden.

Men for at det er et realistisk scenarie, kræver det, at fremkommeligheden og tilgængeligheden i den offentlige transport er god. Og det er den ikke i dag, slår kommunens notat fast.

Der er en halv time om morgenen hver dag, hvor myldretidstrafikken virkelig er slem, og der kommer meget trængsel. På næsten alle andre tidspunkter af døgnet har man en ganske fornuftig, glidende trafikafvikling.

Simon Wind, specialkonsulent ved Teknik & Miljø i Aarhus Kommune

For eksempel er der kun på få strækninger anlagt separate busbaner, som kan sikre en mere glidende rejseoplevelse. Forsinkelser og rejseplaner, som ikke er til at regne med, får folk til at vælge busserne fra, og ifølge Simon Wind kan det derfor være en god idé at se nærmere på muligheden for flere separate baner.

Sådan nogle skal passagererne i bus 16 og bus 18, som begge kører på Lystrupvej, imidlertid ikke forvente lige foreløbigt, slår han fast.

- Det kræver, at de fysiske forhold er til stede, og det kan jeg være i tvivl om, hvorvidt de er på hele Lystrupvej. Det er mest interessant med busbaner i længere stræk, ellers kommer bussen hurtigere frem over 500 meter, men så ender den bare i kø længere fremme, siger Simon Wind.

Desuden er Lystrupvej ikke en af de strækninger, som kommunen vil prioritere højest, da Lystrup udover busserne er forbundet med midtbyen af letbanen.

Hvis du klikker på de farvede linjer i kortet nedenfor, kan du se, hvor mange biler der dagligt kører på strækningerne.

Teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek (V) har tidligere foreslået at udvide Lystrupvej og gøre den firesporet fra motorvejsrundkørslen til rundkørslen ved Viengevej. Men ifølge Simon Wind vil det både føre til flere bilister på strækningen, og så vil det blot flytte køen længere mod syd.

En fornuftig trafikafvikling

Det forventes ifølge Aarhus Kommunes notat, at biltrafikken på vejene vil stige med 20 procent frem mod 2030 og 30-35 procent frem mod 2035.

Men hvordan bliver situationen forbedret nu og her, for de bilister som oplever trængslen på Lystrupvej?

Det korte svar er, at det gør den ikke. Ifølge Simon Wind er det en forudsætning, når man bor i en by, hvor indbyggertallet stiger, at der er trængsel på vejnettet. Han mener heller ikke, at det er ønskeligt, at vejene bliver udbygget ud fra situationen i myldretiden.

- Der er en halv time om morgenen hver dag, hvor myldretidstrafikken virkelig er slem, og der kommer meget trængsel. På næsten alle andre tidspunkter af døgnet har man en ganske fornuftig, glidende trafikafvikling, siger han og fortsætter:

- Samtidig tror jeg ikke, at man ønsker sig en situation, hvor vi ingen trængsel har overhovedet, for den eneste måde, vi kan opnå det på, er ved at lave en meget, meget voldsom udbygning af vejnettet og indrette vores by endnu mere til biler.

Han understreger dog, at det er vigtigt at undersøge mulighederne for at fordele trafikken bedre omkring Lystrupvej. For eksempel ved at Viengevej i højere grad bliver benyttet af de bilister, som kommer fra Lystrup og skal ud til Grenåvej.

Og der er faktisk tiltag på vej, som skal mindske trængslen og få trafikken til at glide lidt lettere på den sydlige del af Lystrupvej. Dem kan du læse mere om i denne artikel.

Søren Møller har svært ved at forstå, hvorfor Aarhus Kommune ikke gør mere for at dirigere mere trafik ud på Viengevej, nu hvor der er boligkvarterer på begge sider af Lystrupvej.

Søren har en løsning på Lystrupvejs trafikkaos – men hvad forestiller Aarhus Kommune sig?

Hvorfor anlægge en omfartsvej, hvis man ikke vil forsøge at bruge den?

Det spørgsmål stiller Søren Møller, der bor på en sidevej til Lystrupvej. Han synes, Aarhus Kommune burde gøre mere for at dirigere folk ud på Viengevej - særligt nu, hvor der snart er boligkvarterer på begge sider af Lystrupvej.

Heldigvis har kommunen gjort sig nogle tanker om, hvordan man løser problemet. Hvad de forestiller sig, får du svaret på her.

Søren Møller forstår ikke, hvorfor Aarhus Kommune ikke gør mere for at mindske trafikken på Lystrupvej ved at lede flere bilister ud på Viengevej. Ifølge trafikplanlægger Thomas Ager Hostrup er det også noget, kommunen har fokus på.

Søren Møller vidste udmærket godt, at trafikstøjen fra op mod 14.000 forbipasserende biler på Lystrupvej ville blive et parameter, da han for få år siden slog sig ned på sidevejen Gurresøvej med sin familie.

Han er indforstået med, at støj er et vilkår, når man bosætter sig i byen. Til gengæld har han svært ved at forstå, hvorfor Aarhus Kommune ikke gør mere for at lette det trafikale tryk på Lystrupvej ved i stedet at lede bilisterne ud på Viengevej.

Jeg tror faktisk, det er meget enkelt. Sænk farten og etabler nogle fartbump på Lystrupvej, mens man laver en indsats ved rundkørslen for at få folk til at bruge Viengevej.

Søren Møller, beboer på Gurresøvej

Særligt nu, hvor store dele af området vest for Lystrupvej er ved at blive omdannet fra industri- til boligkvarter med op til 5.000 borgere i Risskov Engpark og Risskov Engby.

- Da vi flyttede hertil, kan man sige, at vi var gæster i et industrikvarter. Nu er industrien uddøende, og det er den omvendte verden. I dag er det et boligkvarter, hvor en kæmpe indfaldsvej er kilet ind imellem, siger Søren Møller og fortsætter:

- Det er kliche at sige, man skal nudge bilisterne, men jeg synes, Aarhus Kommune burde gøre noget for at få flere til at benytte sig af Viengevej, for det virker ikke gennemtænkt at føre så meget trafik igennem et boligkvarter. Hvorfor have en omfartsvej, hvis man ikke prøver at lokke folk til at bruge den?

Sænk farten på Lystrupvej

Da asfalten blev lagt på Viengevej, var det netop for at lede trafikken udenom blandt andet Lystrupvej, men i snit er det kun knap 5.700 bilister, der dagligt bruger omfartsvejen. Det antal kunne øges markant, hvis man sænkede farten på Lystrupvej, mener Søren Møller.

- Jeg tror faktisk, det er meget enkelt. Sænk farten og etabler nogle fartbump på Lystrupvej, mens man laver en indsats ved rundkørslen for at få folk til at bruge Viengevej. Så tror jeg, at mange flere ville bruge den mulighed for at komme ned til Grenåvej i stedet, foreslår Søren Møller.

Søren Møller så gerne, at man lavede en indsats for at få flere til at benytte sig af Viengevej frem for at køre lige ud ad Lystrupvej.

Han forestiller sig, at det ville være til gavn for både den travle pendler og nytilflytteren langs Lystrupvej.

- Jeg tror, bilisterne ville kunne spare tid på at tage den vej, og det ville give bedre livskvalitet for beboerne langs Lystrupvej. Tænk på den støj, de 5.000 nytilflyttere kommer til at leve i, og tænk på de køer, som allerede er på vejen. Det virker som om, man bygger en by uden at tænke på, hvordan trafikafviklingen skal gøres bedre. Hvad havde kommunen forestillet sig? spørger Søren Møller.

Kommunen er på bølgelængde

Det kan trafikplanlægger Thomas Ager Hostrup svare på, for faktisk har Aarhus Kommune tænkt mange af de samme tanker som Søren Møller – at der ligger en omfartsvej, som bare venter på at blive brugt.

- Der er store erhvervsarealer, der nu bliver omdannet til boliger, og det giver et andet trafikmønster og andet perspektiv.  Det er blandt andet derfor, at der vil blive lavet to krydningsheller ved Lystrupvej og et signalanlæg ved Arresøvej, siger Thomas Ager Hostrup.

Risskov Engpark og Risskov Engby skyder i disse år op på den vestlige side af Lystrupvej. Søren Møller føler, man burde prøve at mindske støjgenerne fra trafikken på Lystrupvej, så områdets nye beboere ikke bliver plaget for meget af den.

Håbet er, at de to tiltag vil få flere bilister til at køre ud af rundkørslen ved Viengevej i stedet. Viser det sig ikke at være nok, kunne nudging og en fartsænkning blive aktuelt.

- En fartsænkning er noget, vi vil se nærmere på for at hjælpe de bløde trafikanter over Lystrupvej, mens vi har en forventning om, at nudging i rundkørslen kan få flere ud på Viengevej. Skiltning, der informerer bilisterne om, at de sparer så og så meget tid ved at køre ad Viengevej, kunne være en løsning, siger Thomas Ager Hostrup.

Den dyre – men mest effektive løsning

Et andet, men langt mere bekosteligt alternativ, kunne være at erstatte rundkørslen med et signalanlæg.

- Vi kan med sikkerhed sige, at et signalanlæg vil kunne afvikle mere trafik end rundkørslen. Man kunne lave det, så incitamentet til at køre ad Viengevej blev større ved eksempelvis at lave to venstresvingsbaner og give bilisterne mere grøn tid, hvis de kørte den vej frem for Lystrupvej, siger Thomas Ager Hostrup.

Ifølge trafikplanlæggeren har den løsning tidligere været oppe at vende for blot at blive lagt i skuffen på ny, men set i lyset af den store byudvikling i området er den pludselig blevet relevant at hive frem igen.

- Nu ser vi løbende, hvad forskellige andre tiltag bidrager med, men det er klart, at det nu er aktuelt at se på muligheden for at lave et signalanlæg igen. Det er en bekostelig og anlægsteknisk svær løsning, men med den store omdannelse til boliger har projektet måske sin ret alligevel, vurderer Thomas Ager Hostrup.

På Gurresøvej glæder det Søren Møller, at kommunen forsøger at finde en løsning. Han ser dog stadig en sænkning af hastigheden på Lystrupvej som det bedste bud.

- Jeg synes, det er gode forslag, Aarhus Kommune kommer med, men jeg er overbevist om, at det ville have øjeblikkelig effekt, hvis man satte fartgrænsen ned på Lystrupvej og lavede en række fartbump, siger han.

Onsdag den 1. december åbner Risskov Apotek ved Violvej 4. Foto: Jens Thaysen

Nu får Risskov sit eget apotek

Det bliver småt, men godt.

Risskov får sit eget apotek fra den 1. december, så du kan købe medicin både i håndkøb og på recept.

Læs mere her.

Risskov Apotek åbner på Violvej onsdag den 1. december.

Bor du i Risskov, behøver du ikke længere køre til Veri Centret eller Vejlby Apotek for at købe hostesaft, hælcreme eller hovsa-piller. Onsdag 1. december åbner Risskov Apotek nemlig på Violvej 4, hvor dametøjsbutikken Light Green Studio lå.

Planerne om at åbne et apotek har været undervejs siden årsskiftet, fortæller apoteker Dorte Kamp Teglgaard, nu hvor selve åbningen endelig står for døren.

- Vi har længe ledt efter lokaler i Risskov, og nu var der endeligt et ledigt. Vi så, at der var et behov, som vi måske kunne hjælpe med at få opfyldt, og så er Risskov bare et fedt område med mange nye butikker, siger Dorte Kamp Teglgaard, der hæfter sig ved, at de mange nyåbnede butikker ikke drejer nøglen hurtigt om igen.

Det siger måske noget om lokalområdet.

- De mange nye butikker bliver også liggende, og det er jo aldrig et dårligt tegn. Tværtimod vidner det om, at folk kan lide at handle i deres nærområde, og derfor tænkte vi, at det var et godt sted at åbne butik, siger Dorte Kamp Teglgaard.

Danmarks mest nuttede apotek

Men ideelt set måtte lokalerne gerne have været en anelse større, erkender apotekeren, der også er indehaver af Jernbaneapoteket i Aarhus Centrum. Omvendt kan småt også være godt. Pladsbegrænsningen har betydet, at man har måttet gentænke det klassiske koncept for et apotek.

- Man kunne godt have drømt om, at det lå langs Nordre Strandvej og var lidt større, siger Dorte Kamp Teglgaard, inden hun grinende fortsætter:

- Det er måske det mest nuttede apotek i Danmark. Skranken er væk. I stedet bliver man modtaget af to ansatte ude på gulvet, så vi er tættere på kunden end på et klassisk apotek, så forhåbentlig adskiller sig vi os ved at være mere nærværende, siger Dorte Kamp Teglgaard.

Risskov Apotek Foto: Jens Thaysen

Sortimentet vil til gengæld være det samme, som du kunne finde på et hvilket som helst andet apotek.

-  Vi har fået plads til masser gode varer og alt det, som folk kender, mens man også kan hente sin receptpligtige medicin. Lige nu ved vi ikke, hvad efterspørgslen er på, men vi har alle de normale varer og får langsomt bygget lagret op, siger Dorte Kamp Teglgaard.