7.000 nye boliger på få år: Se listen over de 9 største byggepladser i Vejlby-Risskov lige nu
Ser man bort fra Aarhus Midtby, er der intet andet postnummer i Aarhus Kommune, der oplever en større befolkningstilvækst end Vejlby-Risskov i disse år.
Det skyldes selvfølgelig, at der bliver bygget i vildskab i bydelen med næsten 7.000 nye boliger alene fra de største byggeprojekter.
Dem får du oversigten over her.
Man forstår godt, hvorfor ord som byudvikling og fortætning ligger mange lokale på sinde, for det er ikke helt skævt at kalde Vejlby-Risskov for én stor byggeplads.
Nyt byggeri og spritnye bydele som Risskov Brynet, Bindesbøll Byen og Risskov Engby skyder op i disse år, og med de største af byggeprojekterne alene vokser Vejlby-Risskov sig knap 7.000 boliger større.
Noget står færdigbygget, andet er fortsat undervejs og baner vejen for den voldsomme befolkningstilvækst, som 8240 oplever og vil opleve i de kommende år - med cirka 10.000 nye borgere mellem 2015 og 2030 ifølge Aarhus Kommunes prognoser.
Du kan få overblikket over de ni største byggerier og byggeprojekter her.
Der bygges og bygges i Bindesbøll Byen
Flere kvarterer i den nye by i byen ved det gamle psykiatriske hospital står i dag færdige, men der bygges stadig på livet løs i Bindesbøll Byen.
Bydelen står efter planen klar senest i 2024 og vil til den tid rumme omkring 1.200 boliger. Det er pensionsselskaberne PKA og Lærernes Pension, der er bygherrer på størstedelen af opførelsen af det store byggeprojekt.
Agerbæksvej gennemgår stor forvandling
Første spadestik er endnu ikke taget, men byrådet i Aarhus Kommune vedtog i september to lokalplaner trods mere end 500 indsigelser - og man kan vist roligt sige, at Agerbæksvej står overfor en større forvandling.
På den ene lokalplan, 1125, er det Bricks Ejendomme, der er bygherre. Efter planen jævner de den i dag ubrugte Landbohøjskole og opfører omkring 216 boliger i tre til fem etager langs Agerbæksvej og en række ned ad Vestre Strandallé rundt om Risskov Efterskole.
I forbindelse med byggeriet kan efterskolen se frem til at få en ny multihal, mens Bricks Ejendomme har solgt en grund langs Agerbæksvej til Aarhus Kommune, der her vil etablere en ny daginstitution.
Du kan læse mere om de vedtagne lokalplaner på Agerbæksvej her
Sorteper-byggeriet på Agerbæksvej
Det er AG Gruppen fra Odense, der står bag den mest upopulære af de to nye lokalplaner på Agerbæksvej. Et af de store kritikpunkter fra lokale røster var højden på byggeprojektet, der kommer til at rage omkring 25 meter op på sit højeste punkt.
Under byrådets behandling blev projektet dog ændret en smule på falderebet. Boligdelen, der kommer til at indeholde omkring 350 boliger, blev sænket fra seks til fem etager langs Grenåvej - en reduktion svarende til omkring 14 boliger mindre, men stadig en massiv bebyggelse på op mod 22.310 kvadratmeter.
Men byggeriet indeholder også en erhvervsdel, der skal opføres på hjørnet ved Grenåvej, Vestre Strandallé og Agerbæksvej, hvor WhiteAway i skrivende stund ligger. Men hvor der blev skåret i boligdelen, blev der lagt kvadratmeter til den kommende kontorbygning, der ender med at blive knap 9.290 kvadratmeter.
Skejbyen skyder fortsat frem
Tidligere lå pædagogseminariet her, men i 20202 stod de første boliger klar i den nye bydel ved Vejlby Centervej, Skejbyvej og Skejbygårdsvej.
Store dele af kvarteret står allerede færdigbygget, men entreprenørfirmaet A. Enggaard er fortsat i gang med at opføre flere boligblokke for pensionsselskabet PKA.
I alt kommer Skejbyen til at rumme omkring 700 boliger, men her ligger allerede en sportshal til områdets beboere og en restaurant, ligesom der bliver opført en børnehave.
Nybyg nær Torsøvej Station på Vejlby-siden
Der bliver bygget heftigt på begge sider af Torsøvej Station i disse år. På Vejlby-siden står de første 74 lejeboliger allerede færdige langs Nordlandsvej, men der arbejdes stadig intensivt på at opføre endnu flere nye boliger i det gamle industrikvarter. Endnu et byggeprojekt med op mod 200 boliger er nemlig i gang.
Ned mod letbanestationen skyder flere nye bygninger også i vejret. Mod Nordlandsvej opføres der byhuse, og bag dem skal der bygges et antal punkthuse i to til fem etager, inden det nye kvarter afrundes med et karrebyggeri ned mod letbanen. Det er den århusianske investor Ole Petersen, der udvikler denne del af kvarteret.
I alt kommer det nye område omkring Nordlandsvej og Torsøvej Station til at rumme omkring 700 boliger.
Risskov får både en Engpark og Engby
Risskov Engpark står færdigbygget langs Lystrupvej, Borresøvej og Brassøvej, men på det enorme areal mellem Arresøvej og Grenåvej opstår nabobydelen - der har fået navnet Risskov Engby - gradvist.
Arealet svarer til 21 fodboldbaner, og som du nok kan regne ud, kan så stort et område også rumme et massivt antal boliger. I lokalplanen er der lagt op til, at der kan blive opført op mod 1.700 af slagsen.
20 procent af boligområdet kommer til at bestå af almene boliger, mens der også opføres to daginstitutioner, kontormiljøer og andet småerhverv.
Forladt IT-gigant giver plads til unge studerende
De forladte IBM-bygninger nær Risskov Gymnasium blev beskrevet som en krigszone, fordi ejendommen var plaget af hærværk og påsatte brande.
I deres sted opfører CASA i dag omkring 312 kollegielejligheder for Kollegiekontoret. Boligbebyggelsen på omkring 14.000 kvadratmeter ventes at stå indflytningsklar til skolestart 2022.
Fra rockerborg til Risskov Brynet
Der er stadig gang i byggeriet i det gamle industrikvarter omkring Bryggervej, der førhen husede en rockerborg, men det nærmer sig sin afslutning. Allerede i 2017 var de første boliger indflytningsklare i Risskov Brynet, men først i 2022 forventes det sidste byggeri i den nye bydel at stå færdige.
Til den tid vil boligområdet i alt tælle omkring 1.550 boliger, som huser mere end 5.000 Vejlby-Risskov-borgere. Desuden har boligområdet en daginstitution, to dagligvarebutikker, en restaurant, et bageri og et fitnesscenter.
Mystisk byudvikler planlægger endnu et byggeri på Agerbæksvej
Dette byggeri er endnu langt fra at blive en realitet, men der kan være en tredje lokalplan på Agerbæksvej under opsejling.
Den pensionerede arkitekt Sukhdev Singh Kailya har sikret sig forkøbsretten til 12 villamatrikler på hjørnet mellem Asylvej, Agerbæksvej og Grenåvej, og her har han fået AART Architects til at skitsere et projekt med omkring 210 lejeboliger og 16 townhouses.
Planprocessen er i gang, men projektet kan ændre sig meget undervejs. Bliver der et byggeri, er det dog svært ikke at forestille sig, at der bliver tale om et tredje massivt ét af slagsen på Agerbæksvej.