Cirkusklovne, dødsdromer og taekwondo-opvisninger. You name it. Vejlby Byfest har gennem årene haft alt, hvad et barnehjerte måtte begære på programmet, men desværre var kattejammerrocken fra Open Air Scenen og diverse skolebands ikke nok til at skræmme coronavirussen væk.

Den kom, og den lagde byfesten ned både i 2020 og i indeværende år, bedst som festen skulle afholdes for 30. gang. Men Knud Henriksen, der gennem alle årene har været en af drivkræfterne bag fejringen i Vejlby, er fortrøstningsfuld. Han tror på en genopstandelse af byfesten, selvom det bliver et hårdt slid.

- Jeg tror på, at der kommer en byfest i Vejlby i 2022. Du får mig ikke til at sige, at der ikke gør, men efter to års pause kommer det til at kræve noget at få trukket maskineriet op igen. Udfordringen er, om vi er nok til at trække læsset, siger Knud Henriksen, der er næstformand i Forsamlingshuset Ellevang.

Lige nu er det bare alt for tidligt at sige noget om, hvilke aktiviteter byfesten kommer til at byde på. Forsamlingshuset Ellevang har ikke holdt en generalforsamling i mere end halvandet år, så alle bolde er endnu kastet op i luften.

Jonglerende artister har ellers alle dage været en fast del af Vejlby Byfest, for siden sin allerførste udgave i 1991 har cirkusforestillingen været fast inventar på programmet.

Det var Knud Henriksen, der dengang tog initiativ til at kontakte Cirkus Dannebrog. Han havde hørt, at Dagli’Brugsen i Glesborg på Djursland havde haft held med at booke dem. Derfor lød det ikke som det umuliges kunst at gøre dem kunsten efter.

- Det var lidt en kamp at overbevise så stort et cirkus med plads til 1.100 mennesker. Som deres direktør sagde, var det jo ikke noget loppecirkus, de kom med, men jeg tænkte, at der ikke var nogen undskyldning for ikke at fylde teltet op med 800 elever fra Jellebakkeskolen og deres forældre, fortæller Knud Henriksen.

Med møje og besvær fik Cirkus Dannebrog da også trukket sine cirkusvogne forbi Ellevang Kirke, ned langs ”Containerhavnen” og ud på boldbanerne ved Jellebakkeskolen. Heldigvis var det alt sliddet værd for alle involverede.

- Der var totalt udsolgt, og det var skidegodt. Elefantvognen sad ganske vist fast, da de skulle derfra, men det var så stor en succes, at vi blev enige om, at det gør vi igen og igen og igen, siger Knud Henriksen.

Som sagt, så gjort. Cirkus Dannebrog vendte år efter år tilbage til boldbanerne ved Jellebakkeskolen, og byfesten blev større og større. Selv havde Knud Henriksen det sjovest med at være festarrangør i 00’erne.

- Det var nogle år, hvor vi havde en virkelig stor og homogen aktivistgruppe, der virkelig tog fra. Derfor udviklede byfesten sig til at være meget mere end bare en cirkusforestilling. Et år lykkedes det at sende den gamle skoleinspektør Torben Antonsen op i en varmluftsballon, og vi har også haft koncerter med Peter Belli & Rivalerne og På Slaget Tolv, siger Knud Henriksen og fortsætter:

- Der var sågar to år, hvor vi havde en dødsdrome. Det var fandme sjovt.

Men tiderne ændrer sig. Jellebakkeskolen blev til Ellevangskolen, byfesten rykkede fra boldbanerne til området mellem Langengevej og Kantorparken, og i 2016 var det også et nyt og mindre cirkus, der stod på programmet. Først Cirkus Trapez, så Cirkus Krone og senest Cirkus Solskin i 2019, før en vis verdensomspændende pandemi kom og ødelagde festen.

Knud Henriksen lægger ikke skjul på, at byfesten var sjovere, da den lå mere centralt i Ellevang ved skolens grønne areal. I dag kræver det også mere overtalelsesevne at få ham til at tage en tur mere i manegen som arrangør.

Men selvom han ikke er sikker på, at han kan drive byfesten frem til et 40-års jubilæum, er modet der endnu. Det hjælper også, at han ikke er mutters alene om det. Før coronakrisen lagde landet ned, talte Forsamlingshuset Ellevang 230 medlemmer.

Helt så mange er de ikke i dag, men der dukker gradvist flere og flere medlemmer op til foreningens fællesspisningsarrangement hver mandag og torsdag. Genrejsningen er i gang – og med den Vejlby Byfest. Spørgsmålet er så, om der er ændringer undervejs, for ligesom foreningslivet har været ramt af krisen, er cirkusbranchen heller ikke, hvad den har været.

- Dannebrog er væk, Benneweis ligeså. Trapez er vi ikke så vilde med, og direktøren for Cirkus Krone er sygdomsramt. Udfordringen bliver måske at finde på noget andet end cirkus til at samle folk. Vejlby Byfest behøver ikke gå hånd i hånd med cirkus, siger Knud Henriksen og tilføjer:

- Jeg udelukker ikke et cirkus igen, men det vigtigste er, at det er børnevendt. Det har alle dage været en fest for børnene.

Det bliver den næste også, hvis den kommer. Muligheden for at holde 30-års jubilæum er måske borte, men Knud Henriksen hæfter sig ved, at en eventuel kommende byfest fortsat vil være tredivte gang. Økonomisk har målet med Vejlby Byfest altid været at klare sig med skindet på næsen, men næstformanden for Forsamlingshuset Ellevang ser optimistisk på mulighederne for at stable et arrangement på benene.

- Før coronakrisen havde vi fået et virkelig godt grundlag. Flere boligforeninger, grundejerforeninger og fonde stod klar til at støtte os økonomisk. Heldigvis får jeg i dag flere tilkendegivelser fra dem om, at ”nå ja, de var jo sat af jer til”. De vil altså stadig gerne støtte op, siger Knud Henriksen, der ikke selv er klar til at kaste håndklædet i ringen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at havde jeg ikke ideen om at køre videre med byfesten, var den stoppet. Men skidt nu med det, for der er altid nogen, der støtter op og hjælper til, når først initiativet er taget. Det er der rigtig, rigtig mange, der har gjort op gennem årene.

Snører du vandreskoene og tager en tur langs vandet i Risskov, vil du måske studse over, at et stykke af kysten er forsvundet, hvor Risskov Strandpark møder Bellevue Strand. Det har flere RisskovLIV-læsere hæftet sig ved, og det er bestemt ikke hensigten, fortæller projektleder Lasse Hansen fra Aarhus Vand.

Erosionen skyldes den skybrudskanal, der leder vandet fra regnvandsbassinerne ved Rolighedsvej under letbaneskinnerne og ud i en bred rende på græsarealerne nær Strandhuset og Risskov Strandpark, inden det – efter planen – bliver ført ud i Aarhus Bugten.

Men når regnen virkelig står ned i stride stænger, får det afledte regnvand lige lovlig meget fart på nær den sidste del af strækningen, og så siger det haps – et stykke af stranden bliver spist.

- Vi har vist oplevet to episoder, hvor regnen var så kraftig, at den simpelthen ender med at spise noget af stranden. Det skyldes, at renden snævrer så meget ind nær kysten, at vandet får nok fart på til at skabe erosionen, fortæller Lasse Hansen fra Aarhus Vand.

Derfor har Aarhus Vand bedt sin entreprenør om at sikre imod yderligere erosion.

- Vi er bevidste om problematikken og har i sinde at sikre omkring udløbet. Planen er at plante nogle sten på det snævre stykke, så vandet bliver spredt mere ud og ikke får samme fart på som nu. Det har vi bedt vores entreprenør om at gøre, siger Lasse Hansen.

Selvom det ikke ligefrem var planen, at skybrudskanalen skulle føre til, at en del af stranden bliver skyllet væk, mener Lassen Hansen stadig, at anordningen er et godt eksempel på effektiv klimatilpasning i Risskov.

- Vi har tidligere oplevet, at Rolighedsvej blev oversvømmet, når der var kraftig regn, og et af husene langs letbaneskinnerne har haft store mængder vand i haven flere gange. Sådanne situationer undgår vi nu, siger Lasse Hansen og fortsætter:

- Jeg vil faktisk kalde det for vellykket klimatilpasning, men det skal lige tilpasses lidt, så vi forebygger yderligere erosion. Det er sådan, det ofte er med disse løsninger.

Man kan så diskutere, om det gode opvejer det dårlige. For i bedste fald har skybrudskanalen forebygget oversvømmelser i de to tilfælde, hvor massive regnmængder i stedet har snuppet et stykke af kyststrækningen.

-  Det er svært at sige, hvad konsekvenserne ellers kunne have været uden skybrudskanalen, men der en risiko for, at vandet, der nu har spist et stykke af stranden, i stedet havde spist et stykke af Rolighedsvej. Der er en regulær risiko for, at huse kunne være blevet oversvømmet, siger Lasse Hansen.

Men i værste fald er der også en fare for, at jorden hos den private grundejer ved hjørnet af den nordlige del af strandparken begynder at skride, når regnen fremover kommer til at stå ned.

På sigt vil det derfor næppe være nok at sprede sten for at dæmpe regnvandets fremdrift, fortæller Line Henriette Broen, der er geolog og sagsbehandler ved Teknik & Miljø. Før eller siden bliver der behov for det,  hun kalder "tungere skyts".

- Nu skal vi først se, hvordan regnvandet opfører sig i forløbet ned over stranden, men kigger man i krystalkuglen, vil der komme mere regn i fremtiden, så jeg tror bestemt, det bliver nødvendigt med en anden løsning på sigt. Det kunne være en stenkant ind mod den private grund eller etableringen af et trug, som regnvandet kan løbe igennem, siger Line Henriette Broen.

Hun understreger vigtigheden af at beskytte de private grundejere, men den eroderede kyststrækning er ikke noget, der giver hende sved på panden.

- Vi skal passe på, at regnvandet ikke eroderer den private grund og sørge for, at folk kan passere forbi langs stranden, men ellers er det ikke alvorligt. Du kan kalde det naturlig ommøblering, siger Line Henriette Broen og fortsætter:

- Som udgangspunkt er kommunens holdning den, at der ikke er noget af værdi, bygninger, infrastruktur eller andet, der skal beskyttes ved det ubebyggede areal ved strandparken. Er der ingen værdier, er der ingen grund til at gøre noget ved det, medmindre det er en del af et større projekt.

Kantinen gik nedenom og hjem, men der er atter fut i kogepladerne i det gamle skolekøkken på Ellevangskolen, for fællesspisningen i Forsamlingshuset ved Ellevang syder og bobler på ny hver mandag og torsdag.

Måske smager mad bare bedre, når man er flere om den. Siden slutningen af 1980’erne er lokale Vejlby-borgere i hvert fald mødtes på folkeskolen ved aftenstide for at deles om at tilberede og spise et måltid mad med hinanden, og den tradition gik heldigvis ikke op i flammer sammen med coronakrisen – selvom arrangementet gik i hi.

Nu er det tilbage, og selv på en sur mandag er måltidet, en indisk gryderet med ris, i stand til at samle flere end 50 fællesspisere. Det er nemlig lige dele praktisk og hyggeligt, fortæller Rie Wriedt, der som veteran er kommet til fællesspisningen gennem – mindst - 16 år.

- Det er måske faktisk i endnu længere tid. Vi startede med at komme her, fordi vi var nytilflyttere og ønskede at lære nye mennesker at kende, og så reddede det hverdagen for os. Begge vores piger var sportspiger, men de kunne gå fra den ene sportsgren, spise mad her sammen med os, og så smutte videre til den næste, fortæller Rie Wriedt.

”Aarhus' billigste restaurant” kalder folkene ved fællesspisningen det. Konceptet går i sin enkelhed ud på, at man betaler et symbolsk beløb og derefter spiser sin mad i fællesskab med andre. Nogle gange skal der dog ydes, før der kan nydes.

Før eller siden er der en forventning om, at man deltager på et madhold, der to gange på en uge skal stå for aftenens menu. I øjeblikket er der fire madhold, så det er en gang hver måned, at pligten ved kødgryderne kalder.

Resten af tiden kan man dukke op og spise et godt måltid mad uden selv at skulle stå febrilsk ved frysedisken og forsøge at ryste ideer til en god ret ud af ærmet. Ser man på aftenens fremmøde er det da også helt tydeligt, at fællesspisningen er et stort hit blandt mange børnefamilier.

Og så slemt er det altså heller ikke at skulle kokkerere for så mange mennesker. Spørger man Rie Wriedt, er det faktisk ganske hyggeligt.

- Igennem årene har jeg været på et utal af forskellige madhold, og så lærer man jo hinanden at kende på kryds og tværs. Hyggen er lige så meget i at mødes med sit madhold og lave mad, mens man får et godt glas vin, slår hjernen fra og hænderne til, mens man sludrer løs, siger Rie Wriedt.

Det kan lyde lidt indspist, og det kan virke lidt faretruende at dukke op til en fællesspisning uden at kende et øje, men det er faktisk en ganske inkluderende forsamling. Det kan debutanterne Susanne og Jens Vester skrive under på.

- Vi har igennem 20 år snakket om at komme, uden at gøre noget ud af det. Det passede bare dårligt ind i den daglige planlægning, men nu har vi en datter, der går til fodbold ved skolen til klokken 18.00. Spisningen starter klokken 18.15, så nu var der ingen undskyldning, siger Susanne Vester.

Parret har tre børn. Et fra 1995, et fra 1998, og så den store efternøler fra 2014. Spredningen skulle være årsagen til det 20-årige optræk til at dukke op til fællesspisningen, men hellere sent end aldrig, som Jens Vester siger.

- Det er skidegodt. Vi får mad og godt selskab, mens børnene hygger sig. Nu har vi ligesom fået afmystificeret det, og så er det næppe sidste gang, vi spiser med en mandag efter fodboldtræning.