Coronaen kom i vejen for 30-års jubilæet – men ildsjæl tror på en genopstandelse af Vejlby Byfest
Coronakrisen kommer ikke til at sætte punktum for Vejlby Byfest, hvis det står til den mangeårige arrangør og ildsjæl Knud Henriksen.
Han tror på genopstandelsen, selvom den tredivte byfest måske bliver anderledes end sine forgængere.
Læs hvorfor lige her
Cirkusklovne, dødsdromer og taekwondo-opvisninger. You name it. Vejlby Byfest har gennem årene haft alt, hvad et barnehjerte måtte begære på programmet, men desværre var kattejammerrocken fra Open Air Scenen og diverse skolebands ikke nok til at skræmme coronavirussen væk.
Den kom, og den lagde byfesten ned både i 2020 og i indeværende år, bedst som festen skulle afholdes for 30. gang. Men Knud Henriksen, der gennem alle årene har været en af drivkræfterne bag fejringen i Vejlby, er fortrøstningsfuld. Han tror på en genopstandelse af byfesten, selvom det bliver et hårdt slid.
- Jeg tror på, at der kommer en byfest i Vejlby i 2022. Du får mig ikke til at sige, at der ikke gør, men efter to års pause kommer det til at kræve noget at få trukket maskineriet op igen. Udfordringen er, om vi er nok til at trække læsset, siger Knud Henriksen, der er næstformand i Forsamlingshuset Ellevang.
Lige nu er det bare alt for tidligt at sige noget om, hvilke aktiviteter byfesten kommer til at byde på. Forsamlingshuset Ellevang har ikke holdt en generalforsamling i mere end halvandet år, så alle bolde er endnu kastet op i luften.
Ikke noget loppecirkus
Jonglerende artister har ellers alle dage været en fast del af Vejlby Byfest, for siden sin allerførste udgave i 1991 har cirkusforestillingen været fast inventar på programmet.
Det var Knud Henriksen, der dengang tog initiativ til at kontakte Cirkus Dannebrog. Han havde hørt, at Dagli’Brugsen i Glesborg på Djursland havde haft held med at booke dem. Derfor lød det ikke som det umuliges kunst at gøre dem kunsten efter.
- Det var lidt en kamp at overbevise så stort et cirkus med plads til 1.100 mennesker. Som deres direktør sagde, var det jo ikke noget loppecirkus, de kom med, men jeg tænkte, at der ikke var nogen undskyldning for ikke at fylde teltet op med 800 elever fra Jellebakkeskolen og deres forældre, fortæller Knud Henriksen.
Med møje og besvær fik Cirkus Dannebrog da også trukket sine cirkusvogne forbi Ellevang Kirke, ned langs ”Containerhavnen” og ud på boldbanerne ved Jellebakkeskolen. Heldigvis var det alt sliddet værd for alle involverede.
- Der var totalt udsolgt, og det var skidegodt. Elefantvognen sad ganske vist fast, da de skulle derfra, men det var så stor en succes, at vi blev enige om, at det gør vi igen og igen og igen, siger Knud Henriksen.
Fra Jellebakken til Ellevang
Som sagt, så gjort. Cirkus Dannebrog vendte år efter år tilbage til boldbanerne ved Jellebakkeskolen, og byfesten blev større og større. Selv havde Knud Henriksen det sjovest med at være festarrangør i 00’erne.
- Det var nogle år, hvor vi havde en virkelig stor og homogen aktivistgruppe, der virkelig tog fra. Derfor udviklede byfesten sig til at være meget mere end bare en cirkusforestilling. Et år lykkedes det at sende den gamle skoleinspektør Torben Antonsen op i en varmluftsballon, og vi har også haft koncerter med Peter Belli & Rivalerne og På Slaget Tolv, siger Knud Henriksen og fortsætter:
- Der var sågar to år, hvor vi havde en dødsdrome. Det var fandme sjovt.
Men tiderne ændrer sig. Jellebakkeskolen blev til Ellevangskolen, byfesten rykkede fra boldbanerne til området mellem Langengevej og Kantorparken, og i 2016 var det også et nyt og mindre cirkus, der stod på programmet. Først Cirkus Trapez, så Cirkus Krone og senest Cirkus Solskin i 2019, før en vis verdensomspændende pandemi kom og ødelagde festen.
Knud Henriksen lægger ikke skjul på, at byfesten var sjovere, da den lå mere centralt i Ellevang ved skolens grønne areal. I dag kræver det også mere overtalelsesevne at få ham til at tage en tur mere i manegen som arrangør.
Men selvom han ikke er sikker på, at han kan drive byfesten frem til et 40-års jubilæum, er modet der endnu. Det hjælper også, at han ikke er mutters alene om det. Før coronakrisen lagde landet ned, talte Forsamlingshuset Ellevang 230 medlemmer.
Genrejsningen er i gang
Helt så mange er de ikke i dag, men der dukker gradvist flere og flere medlemmer op til foreningens fællesspisningsarrangement hver mandag og torsdag. Genrejsningen er i gang – og med den Vejlby Byfest. Spørgsmålet er så, om der er ændringer undervejs, for ligesom foreningslivet har været ramt af krisen, er cirkusbranchen heller ikke, hvad den har været.
- Dannebrog er væk, Benneweis ligeså. Trapez er vi ikke så vilde med, og direktøren for Cirkus Krone er sygdomsramt. Udfordringen bliver måske at finde på noget andet end cirkus til at samle folk. Vejlby Byfest behøver ikke gå hånd i hånd med cirkus, siger Knud Henriksen og tilføjer:
- Jeg udelukker ikke et cirkus igen, men det vigtigste er, at det er børnevendt. Det har alle dage været en fest for børnene.
Det bliver den næste også, hvis den kommer. Muligheden for at holde 30-års jubilæum er måske borte, men Knud Henriksen hæfter sig ved, at en eventuel kommende byfest fortsat vil være tredivte gang. Økonomisk har målet med Vejlby Byfest altid været at klare sig med skindet på næsen, men næstformanden for Forsamlingshuset Ellevang ser optimistisk på mulighederne for at stable et arrangement på benene.
- Før coronakrisen havde vi fået et virkelig godt grundlag. Flere boligforeninger, grundejerforeninger og fonde stod klar til at støtte os økonomisk. Heldigvis får jeg i dag flere tilkendegivelser fra dem om, at ”nå ja, de var jo sat af jer til”. De vil altså stadig gerne støtte op, siger Knud Henriksen, der ikke selv er klar til at kaste håndklædet i ringen.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at havde jeg ikke ideen om at køre videre med byfesten, var den stoppet. Men skidt nu med det, for der er altid nogen, der støtter op og hjælper til, når først initiativet er taget. Det er der rigtig, rigtig mange, der har gjort op gennem årene.