Der er noget paradoksalt ved at fjerne et grønt område, etablere et regnvandsbassin, kalde det for et rekreativt område for områdets beboere – for så at hegne det ind. Men nu er hegnet omkring søen ved Rolighedsvej endelig væk efter næsten et år langs søens bred.

Det var heller ikke med deres gode vilje, at Aarhus Vand beholdt værnet omkring bassinet, men først nu vurderer man, at det er sikkert at fjerne indhegningen.

- Vi valgte at beholde hegnet så længe, fordi vi ville være sikre på, at sikkerheden var i orden. Der er nogle steder på bassinskråningen, hvor det er lidt stejlere, end vi gerne ville have haft det. Derfor plantede vi nogle buske, som skulle være helt i vækst, før vi fjernede dem. Det skal forebygge, at man falder i søen, siger Lasse Hansen, der er projektleder for Aarhus Vand.

Det har tidligere været omtalt i Århus Stiftstidende, at skrænterne er så stejle, at de ikke lever op til Aarhus Vands egne sikkerhedsretningslinjer. Ifølge Lasse Hansen bliver retningslinjerne dog overholdt, men det er korrekt, at brinken skråner mere end anbefalet.

- Vi har altid et ønske om så flade skråninger som muligt, men søen er lavet sådan, at man skal fem meter ud, før den bliver en meter dyb, og det dybeste punkt er omkring halvanden meter dybt ude på midten. Der er steder, hvor man skal tre meter ud, før det bliver en meter dybt. Det er ved disse punkter, at vi har sørget for ekstra beplantning, så det bliver sådan en lav form for hæk, fortæller Lasse Hansen.

Men der er dem, der stiller spørgsmålstegn ved, om beplantningen er nok, og om skrænterne er for stejle til, at man kan komme op igen, hvis først uheldet er ude og tøjet gennemblødt. RisskovLIV var i sidste uge ude og besigtige søen med en bekymret borger.

Vedkommende ønsker ikke at fremgå med navn i denne artikel, men ytrede sin ængstelse over, at nogen før eller siden falder i søen uden at være i stand til at komme op igen.

Lasse Hansen, projektleder ved Aarhus Vand, hvad mener du om den bekymring?

- Jeg tror godt, at man kan komme op igen. Jeg ved ikke, om folk tror, man plumper lodret i vandet, men bassinet skråner meget, meget fladt. Det er ikke umuligt at komme op af vandet igen, vil jeg sige. Man skal langt ud, før det bliver dybt, så man opdager altså, at man har våde fødder, før man dumper i.

Der er flere daginstitutioner og mange nytilflyttere med børn i området. Er der nogen grund til at være bekymret for dem?

- Vi vil gerne lave søen så sikker som muligt, men det mener vi altså også, at vi har. Men det er da klart, at man skal have sine børn i snor nær vand, men det gælder allevegne. Der mener jeg ikke, at vores bassin er mere farligt end Aarhus Bugten.

Sidste vinter kom der is på søen, og der var angiveligt unge mennesker ude på den. Hvad tænker du om risikoen for, at nogen falder igennem isen, der hvor søen er halvanden meter dyb?

- Den risiko er da gældende ved Rolighedsvej ligesom ved alle vores andre regnvandsbassiner. Det er også derfor, vi sammen med Aarhus Kommune er ude at informere om, at man ikke bør gå derud, medmindre isen er sikker og påvist med boreprøver.

Men en ting er, hvad man må, noget andet er, hvad man gør. Kan man gøre noget for at sikre dem, hvis det alligevel skulle ske?

- Jeg ved ikke, hvad man skulle gøre. Går du ud midt på isen og falder i, har du sådan set leget lidt med dit eget helbred og liv. Det er svært for os at være politifolk over for det. Vi gør, hvad vi kan for at informere om faren ved det, og Aarhus Kommune skilter også mange steder.

RisskovLIV har også været i kontakt med en borger, der var skuffet over søernes rekreative værdi – eller mangel på samme. Tilgængeligheden for børn, seniorer og handikappede blev også fremhævet som et kritikpunkt.

Det er arkitektfirmaet Arkitema, der har lagt hånd til tegningerne af søerne. Dem føler Lasse Hansen, at Aarhus Vand og entreprenøren har haft held med at gengive.

- Så snart det vokser til, og vi får åbnet op, er jeg sikker på, at folk derude vil tage det til sig og bruge området. Der er allerede ænder derude og sikkert også fisk, og jeg hører faktisk flere, der er positive over for søerne, end folk der klager, siger Lasse Hansen.

Forholder han sig til tilgængeligheden, forestiller han sig ikke, at den vil være et problem. GF Bindesbøll, den ene af grundejerforeningerne, der fremover skal varetage området, har blandt andet planer om at skabe nogle åbninger nær vandet, hvor man skal kunne lægge sit tæppe ud og holde picnic.

Men ifølge Lasse Hansen vil det være noget nær umuligt at lave en rekreativ sø til eksempelvis kørestolsbrugere uden at gå på kompromis med søernes egentlige funktion - nemlig at rense regnvandet.

- Det er ikke kørestolsvenligt, men skulle det være det, ville det kræve, at søen blev meget, meget lavere. Så skulle man næsten tyve meter ud, før det bliver en meter dybt, og så vil der ikke være meget plads til vand, og dens funktion er netop at rense vand, siger Lasse Hansen.

Med et slag på tasken er hans vurdering, at det har kostet to til tre millioner at etablere søen. Planen er nu at pleje og luge området en sidste gang, inden det bliver overdraget til de omkringliggende grundejerforeninger, der fremover skal stå for at vedligeholde området.

Er det kun fantasien, der sætter grænserne; Må den nystiftede grundejerforening i Bindesbøll Byen spærre adgangen for ikke-beboere, anlægge en swimmingpool eller måske sågar bygge et tårn midt i parken ved det gamle psykiatriske hospital?

Det ville en undrende læser gerne have svar på efter at have læst RisskovLIVs historier om disc golf-banen, som Grundejerforeningen Bindesbøll blev enige om at nedlægge.

Det korte svar er ”nej”. Grundejerforeningen ejer parken, ligesom de ejede disc golf-kurvene, men den er stadig offentlig, og der er markant flere ting, de ikke må end omvendt. I lokalplanen for hele omdannelsen af området omkring det gamle står der blandt andet, at der ikke må opføres bebyggelse inden for parken.

- Jeg kan afkræfte alle spekulationer om, hvorvidt vi må bygge et tårn eller lignende i parken. Vi ønsker ingen store bygninger eller store idrætsfaciliteter, siger Maria Uebel Mørch, formand for GF Bindesbøll.

Og sådanne drøftelser har grundejerforeningen slet ikke haft, fortæller Maria Uebel Mørch. Ifølge formanden ønsker indbyggerne i den nye bydel at bevare parken, sådan som den er.

- Vi kan godt lide parken, som den er, og den skal fortsat være noget, både beboerne i Bindesbøll Byen og resten af Risskov kan få glæde af, siger hun.

Men selv hvis grundejerforeningen ønskede at ændre noget ved parken, er der også en strandbeskyttelseslinje, som man skal tage højde for. Linjen kiler sig igennem parken, og på sydsiden nærmest vandet må grundejerforeningen bogstaveligt talt ikke foretage sig noget uden tilladelse fra Aarhus Kommune – og den forventer Maria Uebel Mørch ikke, at man ville få, selv hvis man søgte om lov.

På nordsiden er restriktionerne lidt løsere, men generelt er det forsvindende lidt, grundejerforeningen må anlægge. I lokalplanen står det, at der må opføres et lapidarium, stier, et regnvandsbassin samt en legeplads.

Krydser du af mentalt, ligger de første tre allerede i parken. Legepladsen kommer, men ikke i selve parken ved skrænten ned mod Rolighedsvej, fortæller Maria Uebel Mørch.

- Vi planlægger at opføre en aktivitetsplads med både legeplads og outdoor fitness inde i den del af parken, der går igennem bebyggelsen. En del af den arkitektoniske tanke i lokalplanen er at lave et grønt loop ind i den gamle del af området, så gæster også bliver trukket ind i den del af bebyggelsen, fortæller Maria Uebel Mørch.

Sker der ændringer i parken, bliver det i småtingsafdelingen, understreger hun. Ifølge lokalplanen skal parken i store træk bevares, som den er.

- Der skal måske beskæres nogle ting. Det virkede til, at parken havde fået lov til at vokse vildt, inden vi overtog den, så der er et efterslæb der, fortæller Maria Uebel Mørch og fortsætter:

- Nu er jeg ingen ekspert på området, men vi snakker om underskov og bevoksning. Vi har ingen interesse i at fælde træer, medmindre de er rådne eller til fare for folk.

På samme måde kan det være, at en række gamle skure og skraldespande må lade livet, fordi der er ved at gå forrådnelse i dem. Lige nu er det vigtigste dog at få styr på driften af parken.

- Vi har fået et oplæg omkring driften og udviklingen af parken, og der er blevet involveret en landskabsarkitekt. Det hele skal bearbejdes, og der skal snakkes økonomi. Sådan er processen. Først skal vi snakke om driften, og så kan vi se på, hvordan vi gør parken mere attraktiv for beboerne, siger Maria Uebel Mørch.

Der var engang en badebro med en læskærm og bænke til de badende for enden af Badevej i Risskov…

Det lyder som begyndelsen på et eventyr, men er snarere fortællingen om en årelang kamp for at bevare et vartegn, et klenodie – og svinger vi os helt op på øverste tangent - en kulturhistorisk perle i Risskov, som har stået naglet fast i havbunden i næsten et helt århundrede.

Eventyrlige elementer har fortællingen også. For hvor mange badebroer kan påstå, at den er havnet på tre forskellige transportministres bord, ligesom den også har været politianmeldt samme antal gange? - Næppe mange.

Men historien om læskærmen ender ikke lykkeligt for dem, der gerne ville have bevaret den. Op kommer den sikkert ikke igen. Du kan sige, at coronapandemien blev starten på enden for badebroen, som mange kender den.

Du kan også sige, at for mange nye Risskov-borgere måske kendte for lidt til læskærmen. Eller at udviklingen i bydelen simpelthen løb fra læskærmen. Som Per Lykke Jacobsen, tidligere formand for Foreningen Risskov Badebro I/S, fortæller, slap medlemmernes veneration for badebroen med læskærm op.

- De mange nye medlemmer har ikke samme forhold til læskærmen. De er bange for, at Aarhus Kommune ville tvinge os til at tage hele badebroen ned, hvis vi blev ved med at sætte læskærmen op. Valgte vi at sætte læskærmen op, kunne kommunen fjerne hele broen, og folk har ikke længere lysten til at kæmpe kampen for den, siger Per Lykke Jacobsen.

Kampiver var der ellers masser af tilbage i 2005, da striden om badebroen havde sin spæde start. Da ville Banedanmark lukke for overgangen til Badevej. Det vakte voldsomme protester fra store dele af kvarteret, som ville beholde deres vej til vandet og adgangen til badebroen for enden af Badevej.

Slaget blev vundet. Overgangen bestod, men det blev starten på en konflikt, som Århus Stiftstidende efterfølgende beskrev som ”betændt”. For enkeltpersoner havde en interesse i at få lukket jernbaneovergangen, og da den fik lov at blive, så de sig sure på badebroen i stedet.

Kort efter tikkede en klage over broen ind ved Aarhus Kommune. Det var problematisk, for tilladelsen til badeplatformen manglede.

- Du kan finde masser eksempler på ulovlige badebroer, men uden en klage gør myndighederne ikke noget ved det. I 2005 fik de så en klage, og vi blev derfor bedt om at fjerne badebroen, medmindre vi søgte en tilladelse, gengiver Per Lykke Jacobsen.

En sådan tilladelse kunne badebro-brugerne formentlig godt få, men så ville det være uden læskærm, bænkesæt og med en smallere platform for enden af den smalle badebro.

- Vi forsøgte at argumentere for, at badebroen ifølge gamle billeder havde været udstyret med en læskærm siden 1923. Vi sendte en hel masse dokumentation, men lige lidt hjalp det, siger Per Lykke Jacobsen.

Protesterne stoppede dog ikke der. I stedet greb sagen hurtigt om sig og holdt i en årrække både Aarhus Kommune og Kystdirektoratet travlt beskæftiget. Dyngevis af notater blev udfærdiget, og hele tre transportministre - Lars Barfoed, Flemming Hansen og Hans Christian Schmidt – blev inddraget undervejs.

I 2007 så det sort ud for badebroens forkæmpere, da der gik politik i den, og den endte i byrådet. Her besluttede et flertal, at badebroen hverken måtte have læskærme, bænke eller måtte låses for udefrakommende.

Men selvom byrådet og Kystdirektoratet dømte badebroen ulovlig, betød det ikke, at Risskov Badebro I/S stoppede med at sætte læskærme op. Som Århus Stiftstidende kunne berette i 2013, stod der da en badebro – fuldt udstyret med badehus – for enden af Badevej på en klar solskinsdag i juli.

For Per Lykke Jacobsen har altid anset læskærmen som lovlig, og han mener også, at han har loven på sin side.

- Vi kunne se, at en sjællandsk kommune havde tabt en lignende sag. Humlen i kendelsen var, at hvis myndighederne har kendskab til en bro, men vælger ikke at reagere på den, så må borgeren gå ud fra, at den er lovlig. Så kan myndighederne ikke komme bagefter og bede om at få den fjernet, fortæller Per Lykke Jacobsen og fortsætter:

- Derfor ville jeg gerne have testet vores sag ved en domstol. Set med mine øjne lå den klokkeklart i vores favør, for man havde kendskab til broen, før hele striden startede.

Men badebroen nåede aldrig for en dommer, selvom sagen to gange blev politianmeldt. I første omgang frafaldt anmeldelsen på grund af formelle fejl, og i anden omgang fandt Østjyllands Politi ifølge Per Lykke Jacobsen ikke, at der var begået noget strafbart.

For dem med en forkærlighed for læskærmens værdi havde det været en fordel, hvis de dengang havde fået rettens ord for, at badebroen med overdække var lovlig. For efter en årrække med badning i fred og fordragelighed blev broen atter politianmeldt i 2019 af Kystdirektoratet.

”Endelig,” var Per Lykke Jacobsens første indskydelse.

- Kystdirektoratet ville have os til at fjerne læskærmen og krævede, at vi betaler en bøde på 10.000 kroner. Den ville jeg ikke acceptere, og jeg var meget spændt, for jeg havde glædet mig til den retssag, fortæller Per Lykke Jacobsen.

Den spænding er det bare ikke alle, der deler. Tidligere kunne 152 husstande melde sig ind i badebroens forening, men i takt med at flere og flere er flyttet i områdets mange nye byggerier, er det antal steget til omkring 400.

Derfor er det også sværere at samle opbakning til et større juridisk slagsmål. Slet ikke efter coronapandemien. Restriktionerne under krisen betød nemlig, at man besluttede sig for ikke at sætte læskærmen op. Derfor har mange nytilflyttere ikke oplevet broen i sin fuldendte form.

- De har jo kunnet konstatere, at det også var lækkert at bade uden læskærmen. De nye medlemmer når ikke at opleve den, og derfor har de heller ikke samme veneration for den. Jeg kunne godt vejre stemningen og mærke, at der ikke længere var samme opbakning til at køre retssagen, for den kunne måske ende med at koste op mod 100.000 kroner, siger Per Lykke Jacobsen.

Derfor valgte Per Lykke Jacobsen at kaste håndklædet i ringen. Som han siger, vinder man ikke sådan en sag, medmindre der er fuld opbakning fra kvarteret.

- Jeg kunne se, det ville blive en kamp op ad bakke. Jeg er ikke nogen Don Quixote, der kæmper imod vindmøller, siger den tidligere formand for Foreningen Risskov Badebro I/S.

Dermed er badebroen bevaret og udenfor fare for at blive fjernet, men læskærmen får vi næppe at se igen. En æra er ovre, mener Per Lykke Jacobsen.

- Jeg synes, kvarteret har mistet et identitetsskabende vartegn, der gav os noget herlighedsværdi. Vi har så meget herlighedsværdi her i Risskov, så jeg kan ikke tillade mig at græde over det, men det er en æra, der er forbi, konstaterer Per Lykke Jacobsen.

I mere end én forstand. Han har boet i området omkring Stationsgade siden 1977, og sammen med sin generation har han præget kvarteret med gadefester, filmklub, kor og badebrosfester. Men nu er tiderne og udviklingen måske ved at indhente dem.

- Man kan sige, at vi levet i en lille landsby, der var isoleret på flere sider af Riis Skov, vandet og psykiatrisk hospital. I dag er idyllen lidt væk, for nu er byen vokset ud til os, og det bliver et andet kvarter nu, siger Per Lykke Jacobsen, der forsøger ikke at ærgre sig over læskærmens endeligt.

Den er måske endegyldigt væk, men han hæfter sig ved, at badebroen i det mindste er i gode hænder hos nye kræfter i bestyrelsen. Kræfter, der ønsker at renovere den. Selv ser han tilbage på de tidlige efterårsmorgener, hvor han tog en tidlig dukkert og kunne se morgensolens opstigning – i læ under sin læskærm.

- En epoke er ovre, men sådan er livet jo. Alle bliver ældre. Det gælder kvarteret, og det gælder mig selv. Jeg kan bare sige så meget som, at jeg er glad for… At jeg har haft det lækkert, afslutter Per Lykke Jacobsen.