Ingen adgang: Håbløs station udelukker mange fra at benytte letbanen
Vejlby og Risskov er adskilt af en gangbro ved letbanestoppet ved Torsøvej Station, som er helt umulig at forcere for gangbesværede, kørestolsbrugere eller personer med barnevogn.
Problemet var ikke nær så stort, da Grenåbanen kørte, for dengang bestod den omkringliggende kvarter hovedsagligt af industri.
Sådan er det ikke længere. I nybyggeriet på begge sider af skinnerne er der flyttet massevis af nye Vejlby-Risskov-borgere ind, og mange er nu forhindret i at bruge letbanen.
Aarhus Kommune er klar over problematikken, men en løsning har lange udsigter. Det kan du læse mere om her.
AARHUS: Hvert år vokser Aarhus med omkring 5.000 indbyggere. Derfor skyder det ene boligbyggeri efter det andet op i disse år - boliger der skal give tag over hovedet til de kommende århusianere.
Mange af de nye boligområder er meget strategisk placeret omkring stationerne på letbanestrækningerne. Planlægning, hedder det. Ved Lisbjerg og Nye er der allerede godt gang i byggeriet - det samme gælder for området i Risskov ved Arresøvej langs med Lystrupvej og på Nordlandsvej ved Torsøvej.
Men mens indbyggerne i Lisbjerg og Nye - både de nuværende og kommende - har hurtig og nem adgang til og fra Aarhus med letbanen, så gælder det ikke nødvendigvis for de, der flytter ind i de omtalte nye boligområder i Risskov. Her er det alt andet end let at benytte letbanetogene for blandt andet personer med barnevogn, de der er dårligt gående eller måske ovenikøbet er kørestolsbrugere.
Letbanestationen på Torsøvej er nemlig alt andet end brugervenlig for de omtalte grupper. Problemer er, at der kun er én måde at forcere sporene på - nemlig via en bro som har en meget stejl trappe på begge sider af sporene.
Det betyder, at mange passagererne kun kan benytte letbanen i den ene retning.
Brug for elevatorer
Adm. direktør for Aarhus Letbane, Michael Borre, er helt enig i, at letbanestationen på Torsøvej ikke er god nok, som den fremstår i dag. Stod det til ham, blev der lavet en ny bro med tilhørende elevatorer.
- Så kan man komme op med barnevogne, kørestole og cyklen. Som det er nu, har man en station på Torsøvej, som rigtig mange gerne vil bruge, men som nogle er afskåret fra på grund af de dårlige forhold, siger Michael Borre.
Aarhus Letbane har kun et budget beregnet til driften af letbanen, og derfor ingen penge der er afsat til nyanlæg og ombygninger.
Det er Banedanmark, der ejer Grenåbanen. RisskovLIV har hele ugen forsøgt at få en kommentar fra Banedanmark. Vi har forsøgt at få svar på, om Banedanmark har planer om at etablere en ny og brugbar bro på Torsøvej.
Sekundært ville vi gerne vide, om Banedanmark - hvis eksempelvis Aarhus Kommune ønsker at etablere en ny bro med elevatorer - ville være parat til at godkende et sådant projekt på Banedanmarks område.
Trods lovning på en kommentar er Banedanmark ikke vendt tilbage.
Aarhus Kommune og Aarhus Letbane har dog ved flere lejligheder fået tilladelse til at arbejde på Grenåbanen. Således er stationen på Vestre Strandallé netop blevet ombygget og i sommeren 2020 blev der etableret en helt ny station ved Risskov Strandpark.
Problemer vokser de kommende år
Tidligere, hvor områderne på begge sider af Grenåbanen først og fremmest var erhvervs- og industriområde, var problemet måske knap så stor, men i takt med - at arealerne på begge side af banen bliver omdannet til boligområder - er der flere, der ønsker at benytte letbanen, ligesom der er flere, der ganske enkelt har et ærinde på den anden side af banen.
Michael Borre, direktør i Aarhus LetbaneDet dur jo ikke, at vi har en letbanestation, som ikke kan bruges af alle passagerer, der ønsker det
Fremover bliver problemet kun større, og derfor har Michael Borre ved flere lejligheder påpeget den problematiske bro over sporene på Torsøvej over for kommunen - indtil videre er der dog ikke kommet det store ud af henvendelserne.
- Jeg synes jo, at det er helt oplagt at få ombygget broen, når der bliver bygget så mange boliger, som der gør i området. Det dur jo ikke, at vi har en letbanestation, som ikke kan bruges af alle passagerer, der ønsker det, siger letbanedirektøren.
Ifølge projektleder i Mobilitet og Anlæg i Aarhus Kommune, Carsten Thomsen, er man i Aarhus Kommune opmærksom på, at der er en udfordring på letbanestationen på Torsøvej og er på ingen måde afvisende over for ideen om at få etableret en brugbar overgang på Torsøvej.
Det er imidlertid ikke noget, som hverken indbyggerne i området eller letbanepassagererne skal forvente, sker inden for den nærmeste fremtid.
- Vi kunne godt tænke os at få lavet en niveaufri overgang ved Torsøvej, men det er ikke noget, man bare lige laver, forklarer han.
Der er en lang række krav til den slags anlæg, og en masse regler om sikkerhed der skal overholdes. Lige nu er Aarhus Kommune i gang med at undersøge muligheden for en lignende, men lidt mindre opgave et andet sted i kommunen. Ifølge Carsten Thomsen skal den opgave også give erfaring med den slags anlæg.
Derudover skal det besluttes, om det skal være en bro eller en underføring under banen.
- Og det tager bare tid, så jeg tør ikke give noget bud på, hvornår vi kan komme i gang på Torsøvej, siger Carsten Thomsen.
Der mangler også penge
Endelig skal der også findes en pose penge, før der kan etableres en bedre løsning på Torsøvej.
Indtil da kan gangbesværede og småbørnsfamilier jo enten fravælge letbanen eller benytte sig af nødløsningen, som foregår på følgende måde:
Bor man på nordsiden af Grenåbanen ved Torsøvej og skal til Aarhus er det kun muligt at benytte togene i retning mod Grenaa. Første stop efter Torsøvej er Lystrup, hvor passagererne så kan skifte til et tog i retning mod Aarhus. Bor man syd for banen er det så i stedet på hjemturen til Torsøvej, at turen går via Lystrup.
Det lyder som en ren Gøg og Gokke-løsning, men ikke desto mindre har Carsten Thomsen hørt om passagerer, der benytter sig af omvejen.
- Jeg tror faktisk, at der er nogle, der gør det. Jeg har fået en henvendelse fra en, der fortalte, at det var den eneste muligt måde, siger han.