Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger RisskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Foto: Kim Haugaard

Får Risskov sin første Michelin-restaurant?

Intet ondt ord om McDonald’s, men mit indtryk er, at du får svært ved at finde en Risskov-borger, som ikke sætter pris på, at udvalget af madsteder i bydelen er boomet gennem de seneste år i en sådan grad, at man i dag kan snakke om et regulært madcentrum omkring Bellevuehallerne. Det kan jeg i hvert fald selv skrive under på.

Og der er mere på vej. Nu er vi så nået det punkt, hvor Risskov lugter mere af Michelin-stjerner end McDonald’s. To af madentreprenørerne bag Restaurant Ghrelin på Aarhus Ø åbner nemlig to spisesteder langs Nordre Strandvej over de kommende to år, og efter planen skal særligt det ene sted kunne lave noget larm i den helt høje ende af madscenen.

Ikke at fedt, fritter, friture og grillmad ikke har sin berettigelse. Det har Oasen på Vejlby Centervej været et godt eksempel på siden 1983. Menukortet har ikke ændret sig stort siden dengang, men grillbaren genåbnede i spritnye og endnu større rammer denne sommer, så bedre undskyldning for at aflægge visit kunne jeg ikke have bedt om.

Men tilkomsten af restauranter er ikke forbeholdt Risskov. Når flere tusinde flytter ind i områdets mange nybyggede kvarterer, slår nye restauranter også dørene op. Derfor kunne du måske gå på opdagelse i enten Risskov Brynet eller Skejbyen, hvor der også er åbnet nye restauranter. Dem tager vi også en tur forbi.

Så er det nyhedsbrev serveret. Jeg håber, du kan lide alle tre retter. Den bedste reklame for nye restauranter - og medier - er mund til mund, så du er mere end velkommen til at anbefale begge dele til venner og bekendte.

Tips, undren og spørgsmål tager jeg imod med kyshånd, og dem kan du sende til krkie@jfmedier.dk.

Tilbage er kun at spørge; Hvor skal du spise i weekenden?

Billede af Kristoffer Krogh Kiesbye
Billede af skribentens underskrift Kristoffer Krogh Kiesbye Journalist
To af indehaverne af Restaurant Ghrelin på Aarhus Ø, Nicklas Friis Nielsen og Anders Kuk Kristensen åbner en ny cafe og et brasserie ved Nordre Strandvej. Foto: Flemming Krogh

Gourmet-kokke rykker til Risskov med både café og brasserie

Restaurant Ghrelin på Aarhus Ø er i spil til en Michelin-stjerne mandag den 13. september.

Relevansen?

Over de kommende to år åbner indehaverne af gourmetrestauranten både en cafe og et brasserie på Nordre Strandvej i Risskov, og særligt for det sidstnævnte spisested er der ambitioner om at lave gastronomi på højeste plan.

Nordre Strandvej bliver snart en cafe og et brasserie rigere, og der er ingen grund til at tro, at udviklingen ved Risskovs madcentrum stopper foreløbigt.

NS Lounge kom, så og serverede burgere for omkring 10.000 gæster mellem starten af juni og til slutningen af juli. Det var aperitiffen, da det bestemt ikke det sidste, Risskov har set til to af stifterne af Restaurant Ghrelin på Aarhus Ø.

Over de kommende år kan byens allerede boomende madcentrum omkring Bellevuehallerne nemlig se frem til at blive to spisesteder rigere, når Nicklas Friis Nielsen og Anders Kuk Kristensen åbner både cafe og et brasserie ved Nordre Strandvej.

Cafeen bliver forretten og åbner - hvis alt går efter planen - i stueetagen af 1927 Estates nye hovedkontor ved Nordre Strandvej 56-58 midt i 2022. Her skal være plads til alle, men de to gorumet-kokkes madeksperiment med pop up-restauranten NS Lounge har lært dem en ting eller to om, hvad de madglade gæster i Risskov efterspørger.

- Folk i Risskov er kvalitetsbevidste og kan godt smage forskel på, om en agurk er skåret i går, eller om de sætter tænderne i en vakuumpakket købebøf. Det behøver ikke være dyrt, men det skal være kvalitet, siger Anders Kuk Kristensen og fortæller videre om cafeen:

- Lad os sige det sådan, at vi gerne vil lave et både hyggeligt og mangfoldigt sted, der skal kunne rumme alle mennesker døgnet rundt, men meningen er ikke, at der skal sidde 100 mennesker og gnave i nachos.

Brasseriet skal lave larm på den gastronomiske scene

Chips og smelteost bør du heller ikke forvente ved det kommende brasserie, der åbner på hjørnet ved Bellevuehallerne. Men hvor Anders Kuk Kristensen satser på, at cafeen når kogepunktet allerede næste år, tager hovedretten længere tid at tilberede.

- Vi er ikke helt klar over, hvornår brasseriet står klart, men det kommer måske til at ske i starten af 2023. Først skal vi lige skubbe cafeen i gang, siger Anders Kuk Kristensen.

Han gør til gengæld bod for den ekstra ventetid ved at garantere gourmetmad på højt niveau. Ghrelin har længe flirtet med det forjættede land, en Michelinstjerne, og selvom brasseriet ikke er tiltænkt som en konkurrent til egen restaurant, er ambitionerne til at smage på.

- Cafeen og brasseriet bliver to ben på vores taburet, der laver god mad til alle segmenter, men med brasseriet er det helt sikkert meningen, at vi skal sparke til de helt store madoplevelser. Michelinstjerne eller ej, så vil vi gerne lave noget larm med det spisested, siger Anders Kuk Kristensen.

En tredje ny restaurant er på vej

Cafeen og brasseriet kommer dog ikke til sætte punktum for tilkomsten af nye madsteder ved Nordre Strandvej. Ifølge Søren Hampen Kristensen, administrerende direktør for ejendomsselskabet 1927 Estate, har yderligere en restauratør skrevet under på det andet lejemål i stueetagen af firmaets kommende hovedkontor - men det tredje nye madsted ønsker ikke sit navn offentliggjort endnu.

Ikke desto mindre vil det betyde, at du snart finder et Lagkagehus, en Okkels Is, bistroen La Foresta og den runde Piccolo og Restaurant Fedet på modsatte side af Bellevuehallerne, mens du vil kunne besøge Garage Burger, Joe & The Juice samt den kommende cafe, brasserie og endnu unavngivne spisested langs med idrætshallen i bygninger opført af 1927 Estate.

Men ifølge ejendomsselskabets direktør er der ingen grund til at tro, at mæthedspunktet for antallet af restauranter og nyt butiksliv er nået ved strandvejens madcentrum endnu.

- Vores forhåbning er, at det er attraktivt at tage ned til et område, hvor man ved, der er et udbud, uden at risikere at mangle plads. Folk tager også til Silkeborg for at kigge på biler, fordi man kan gå fra den ene forhandler til den anden, så at Risskov får flere forskellige spisesteder burde kun gøre det endnu mere interessant for folk at komme hertil for at spise, siger Søren Hampen Kristensen.

1927 Estate er på udkig efter nye muligheder

Han oplever også, at der er stor efterspørgsel fra restauratører, der drømmer om at åbne op ved Nordre Strandvej.

- Siden vi satte byggeskilte op og annoncerede, at der ville komme to erhvervslejemål i stueetagen, har vi, et slag på tasken, fået omkring 10 henvendelser fra forskellige spisesteder, som var interesseret i at åbne, siger Søren Hampen Kristensen, der godt kunne se sit eget firma opføre flere bygninger med restauranter eller butikker, hvis chancen byder sig.

Der går i øjeblikket rygter om, at flere husejere langs Nordre Strandvej i nordgående retning for Bellevuehallerne har modtaget lukrative købstilbud fra developere, der også godt kunne se ideen i at opføre etagebygninger med plads til yderligere spisesteder.

Det kan kun være positivt, mener Søren Hampen Kristensen, der kan bekræfte, at 1927 Estate har været på udkig efter nye muligheder ved Nordre Strandvej.

- Det er ikke vores primære forretning, men vi synes, det er fedt for Risskov, at man får et madcentrum. Vi har fået mange henvendelser fra folk, der gerne vil drøfte et salg af deres ejendom til os, og kommer der nogle interessante muligheder, kigger vi på dem. Desuden har vi selv rakt ud til to husejere, dog uden det har resulteret i et køb, siger Søren Hampen Kristensen.

Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Kæmpe ombygning:  Den samme gamle Oasen er åbnet i nye rammer efter 13 år

Menukortet er næsten uændret, men Oasen ved Vejlby Centervej har fået sig et gevaldigt ansigtsløft og slog dørene op efter en større ombygning i juni.

Bedre påskud for at slå et smut forbi fås ikke, og derfor får du her et portræt af grillbaren, som man godt kan svinge sig op til at kalde et vartegn for Vejlby.

Oasen slog denne sommer dørene op efter en større ombygning, men maden er den samme, som har fungeret i næsten fire årtier. For når man har opskriften på noget godt, er der ingen grund til at ændre for meget på ingredienserne.

Mens det ene nye spisested efter det andet skyder op langs Nordre Strandvej og andre forgår, er der et sted, der bare består og består. Oasen langs Vejlby Centervej er et glimrende eksempel, og efter næsten fire årtier kan du stadig lade mundvandet løbe til den stort set samme ribbenssandwich, pølse eller burger, som da grillen første gang slog dørene op i 1983.

Helt stået stille kan man dog ikke påstå, at tiden har stået siden dengang. Netop tidens tand gjorde, at grillbarens nuværende ejer, Torben Lang, brugte årets første måneder på at bygge om.

Oasen 2.0 åbnede på ny i juni, og har du ikke allerede aflagt visit, skylder du dig selv at slå et smut forbi - medmindre du er pølseforskrækket. Det tog nemlig 13 år at få kommunens tilladelse til at bygge om, men ombygningen har også været ventetiden værd.

Med genåbningen af det nye, gamle sted så jeg mit snit til at skrive om madstedet, som vel nok må betragtes som en vartegn for Vejlby.

At det er blevet sådan, kan vi takke Ove Nørholtz for. Han havde også sit slid med kommunen, men til slut fik han i 1983 lov at opføre en grillbar på 30 kvadratmeter på grunden.

- Jeg boede i Vejlby og havde været sælger i dybfrostbranchen gennem mange år, og jeg syntes hele tiden, at der manglede en grillbar i området. Kommunen var ikke sådan at spille bold med, for i deres papirer blev grunden beskrevet som et umatrikuleret vejareal tilsået med græs, men i løbet af et par år fik jeg min tilladelse, fortæller Ove Nørholtz, der i dag er pensioneret.

Et umatrikuleret vejareal tilsået med græs havde været et elendigt navn til stedet, men Ove Nørholtz havde heldigvis andre bud oppe at vende. Faktisk var stedet tæt på at få et mere generisk navn a la Grillhytten, men Oasen blev det endelig valg. Det var nok en god beslutning.

- Navnet fænger. Folk sagde ikke, at de skulle op på grillen, men at de skulle op på Oasen. En oase er sådan et fristed, hvor man kommer hen for at få forsyninger, siger han og husker tilbage.

- Der var et sjovt tilfælde en dag, hvor jeg gik og fejede ved cykelstien under Vejlby Centervej. En mand kom cyklende og råbte; “Ej, en oase. Nu er jeg lige kommet hjem fra Afrika, hvor vi boede en uge i en oase, og nu ligger der også en lige her”

Opskriften på succes

Et fatamorgana var det ikke, og snart fik flere øjnene op for, at der blev langet god grillmad over disken i Vejlby. Grillbarernes guldtid er måske for meget sagt, men remoulade og pomfritter var godt oppe i tiden. Derfor vrimlede det også med håndværkere og chauffører, og opbakningen fra lokalområdet var også stor.

Nu er Ove ikke en mand, der er meget for at prale eller udlevere andres spisevaner, men helt dy sig kan han alligevel ikke; Både Flemming Bamse Jørgensen og Thomas Helmig spiste der fra tid til anden, forretningen gik godt, og få år efter kunne han udvide biksen, så Oasens oprindelige 30 kvadratmeter blev til 60.

- Gennem min tid gik det kun én vej, siger Ove Nørholtz og viser en opadgående kurve med armen.

Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

- Hemmeligheden er ikke andet end, at de fik god mad, gode varer og en høflig betjening, så de havde en god oplevelse og kom tilbage igen. Det var grundreglerne, men det havde også den effekt, at der ikke var mange minutter uden kunder i biksen på en normal aften, fortæller han.

Oasen er et vartegn for Vejlby

På den front er der ikke sket alverden siden dengang. I dag er det ganske vist 47-årige Torben Lang, der modtager din ordre, men han gør sig stadig umage med at snakke med sine kunder og servere en ribbenssandwich, hvis opskrift ikke har ændret sig stort i tidens løb. For den smager stadig ligeså godt som i 80’erne.

Det kan Michael Grølsted, der i tidernes morgen var blandt de første ansatte på Oasen, skrive under på. Han bor i Skåde, men har læge i Lystrup, og på tilbagevejen følte han, at han havde behov for et godt måltid mad til blodtrykket.

- I gamle dage var her helt proppet, og der blev solgt utallige grillkyllinger og ribbenssandwich. Den holder stadig i dag, og her er sindssygt flot efter ombygningen, fortæller Michael Grølsted.

Han synes sagtens, at man kan svinge sig op til at kalde Oasen for en institution i Vejlby, for stedet har et godt navn, og Oasen er også noget, som man kender selv i den sydlige del af Aarhus. Dengang såvel som nu.

Havde aldrig set sig selv som grillejer

Der var dog en geografisk grænse for, hvor kendt et spisested Oasen var blevet, og den skar i hvert fald ved Stoholm nær Skive. Her stammer Torben Lang fra, og han havde hverken hørt om grillbaren eller forestillet sig, at han skulle ende som indehaver af den før 2004.

Faktisk er han uddannet markedsføringsøkonom, men som han selv siger, har karriereplanlægning aldrig været hans store force.

- Det var tilfældighedernes spil. Vi sad nogle venner i en lejlighed og drak øl, mens vi diskuterede, om ikke vi skulle starte et madsted for sjov. Vi var bare nogle unge knejte, der ville prøve det hele, og min ene kammerat havde hørt, at Ove havde sat stedet til salg herude, fortæller Torben Lang.

Men da det kom til stykket og underskriften skulle sættes, sprang begge Torbens kompagnoner fra.

- Så måtte jeg jo snakke med konen, og hun gav grønt lys til, at vi opkøbte stedet. Planen var, at vi skulle beholde stedet et par år og så lave noget andet, siger Torben Lang.

Fuldvoksne menuer til fuldvoksne mænd

Det er nu 17 år siden. Huset og børn endte med at betyde, at Torben gjorde grillbaren til sin levevej i snart to årtier frem for to år. Det har han ikke fortrudt, selvom han sagtens kan tage sig selv i at bande og svovle over jobbet, når han skal bruge en lørdag aften på at dække ind for en syg medarbejder.

Men ligesom sin forgænger sætter han pris på kundekontakten, og der er nok af den. Kunder er ikke en mangelvare, når man som mig dukker op omkring middagstid sammen med den halve håndværkerstand.

Torben Lang overtog Oasen efter Ove Nørholtz i 2004. Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Der er et rykind af fuldvoksne mænd med funktionsbukser, tommestok og stor livvidde, som brummende bestiller bøfsandwich. Skulle man lave en persona på den arketypiske Oasen-kunde, er det stadig håndværkeren eller chaufføren som i gamle dage. Men der er ved at ske et skred.

- Det er ingen hemmelighed, at det stadig mest er voksne mænd, der kommer og spiser her. Det er mest fra 30 og op, men de unge begynder også at lære de gamle dyder om en hotdog og en cocio til. Jeg oplever, at de også i højere grad begynder at søge tilbage til det med at gå på grillbar, fortæller Torben Lang.

Også flere og flere familier følger trop, og det var hele fidusen ved ombygningen, fortæller Torben Lang.

- Førhen kom familierne typisk kun om aftenen og hentede mad, men nu ser vi dem spise på stedet både om dagen og aftenen. Med ombygningen har vi fået et andet udtryk ind- og udvendigt, så det ser mere indbydende ud, mens terrassen virkelig også kan noget. De fleste sidder ude.

Smovsen for hele familien

Så sandt, som sagt. På en solbeskinnet sommerdag er det netop, hvad familien Ankerlund gør. Mor Mai fra Risskov har slæbt 15-årige Emma og femårige Alfred med en tur på grillen, og hendes ord er sød musik i Torben Langs ører.

- Her er så fint nu, og vi kan nu tage herop og spise hele familien. Det var lidt svært førhen, men nu kan vi alle sidde. Der er kommet så mange fancy spisesteder nede ved Nordre Strandvej som eksempelvis Grappa, men nogle gange vil man bare gerne have noget mad, som er nede på jorden, siger Mai Ankerlund.

Sådan skulle det gerne fortsætte med at være. Torben Lang har ingen intentioner om at ændre stort på det menukort, hvori der ikke er blevet ændret mange punktummer, siden Ove Nørholtz for snart 40 år siden bød velkommen for første gang. Lidt udvikling skader dog ikke.

- Jeg tror, der er behov for at bygge på menukortet, for det ser man også andre steder som på Havnens Perle og Margueritten. Med ombygningen får vi også chancen for at lave flere tallerkenretter og gammel dansk mad som stegt flæsk med persillesovs, men vi holder os fra sushi og pizza og lader andre om det, siger Torben Lang og tilføjer:

- Nu skal vi lige se, hvilket ben vi skal stå på, men udbygningen og lidt ny mad er den naturlige udvikling, og det er nok enten udvikling eller afvikling.

En god gammeldags burger forgår ikke

Ove Nørholtz kan i dag skrive under på, at Oasens seneste udvikling, udbygningen, har pyntet. Han gik og ventede og ventede på sit snit til at besøge sit gamle sted og se dets nye rammer, men til sidst slap tålmodigheden op.

- Der gik et par uger efter genåbningen, og så tog jeg derop. Jeg gik og fulgte med i, om der blev inviteret til åbningsreception i Aarhus Onsdag, men da den aldrig kom, tog jeg derop og fik en rundvisning af Torben, fortæller Ove Nørholtz, der giver Oasens nye udseende en tommelfinger op.

- Jeg synes, det er flot, og det gør mig glad at se, at Oasen stadig står der. Den er der bare, og den skal være der.

Han tror heller ikke, at Oasen for alvor behøver at genopfinde sig selv eller sit menukort. Grillmad vil altid have et marked, mener Ove Nørholtz. Han morede sig eksempelvis gevaldigt, da michelinkokken Paul Cunninghams burger for McDonald’s skabte overskrifter for et års tid siden.

- Jeg kom til at grine, da jeg så et indslag i tv for et stykke tid siden. De viste noget med ham fra Henne Kirkeby Kro, en meget fin kok, der stod og lavede en bernaiseburger, og det blev blæst op til at være det helt store. Den har vi sgu da lavet i 30 år, griner Ove.

Og selvom burgerkæderne begynder at lave gourmetburgere, mens den ene nye Garage Burger, Burger Shack, Ködstaden eller Burger Boom dukker op i byen, så gruer Torben Lang ikke for Oasens eksistensgrundlag.

- Alt er jo relativt, men det har løbet rundt i 17 år nu. Corona, ingen corona, finanskrise, ingen finanskrise. Det går aldrig for alvor op eller ned, og selvom der dukker nye burgerbarer op, så kan vi nok noget andet, siger Torben Lang og runder af:

- Vi tilbyder en masse retter, som andre steder ikke har, og du kender det selv; Man kan altid spise en burger.

Ja Tak Spisehus ligger godt skjult inde i Skejbyen, men det har sine fordele. Foto: Dario Ahmadian

Skjulte madoplevelser skyder frem i områdets nye store byggerier

Nytilflyttere fortjener også god mad. Heldigvis er der ved at tegne sig en tendens til, at der sammen med de mange store byggerier i Vejlby-Risskov også følger nye spisesteder med.

Vi har besøgt to af dem her.

Nye spisesteder skyder op sammen med områdets mange nye byggeprojekter. Hos Ja Tak Spisehus i Skejbyen og Melværk i Risskov Brynet tror man sagtens, at nybyg og god mad kan gå hånd i hånd.

Skejbyen ikke bare lignede, men VAR en regulær byggeplads, da Dario Ahmadian første gang så lokationen. Alligevel kunne den mangeårige restauratør sagtens se potentialet i at bygge en italiensk inspireret restaurant op fra bunden i den nye bydel i Vejlby.

Mellem boligblokkene slog han derfor dørene op for Ja Tak Spisehus med kokken Marcelo Montanile midt i maj.

- Selvom det lignede en stor byggeplads, syntes vi, det lå rigtig godt. Jeg kunne godt lide tanken om et lokalt sted med tilbagevendende gæster, og selvom der er mange pizzeriaer og grillbarer i nærheden, er der ikke for alvor nogle andre spisesteder som vores, hvor man kan sidde og hygge sig, fortæller Dario Ahmadian.

Synligheden er ikke den samme som ved Nordre Strandvej, for du får svært ved at se den nyåbnede restaurant, når du kører forbi ad Skejbyvej. Alligevel valgte makkerparret at takke nej til lokaler i Risskov og “ja tak” til de spritnye lokaler i Vejlby. Det har sine udfordringer, men bestemt også sine fordele.

- Der er nogle gode og nogle mindre gode ting. Det gode er, at det er et nyt og spændende sted i et nyt og spændende område med beboere, der også gerne vil lære hinanden at kende. Vi er også afhængige af dem, der bor her, og det forpligter, siger Dario Ahmadian.

- Vi bliver nødt til at levere god mad og god service, for folk skal komme igen, da turisterne nok ikke er dem, vi kommer til at leve af her.

Med flotte nye lokaler i forlængelse af Skejbyens multihal og et samarbejde med beboerforeningen er vilkårene også gode for, at spisestedet på sigt kan blive et samlingspunkt for hele det nye kvarter.

- Vi er allerede godt i gang med at stable flere arrangementer på benene med beboerforeningen, og modtagelsen har været god. Vi har allerede flere stamgæster, der kommer her flere gange om ugen, så vi tror på, at man kan drive forretning her, når endnu flere lærer os at kende, siger Dario Ahmadian.

Et lille stykke af Italien i Risskov Brynet

Ved Risskov Brynet har ægteparret Nadia og Sharif Marjan også set mulighederne i at åbne en italiensk restaurant. Sammen har de været på udkig efter den perfekte lokation i snart tre år, og det var held i uheld, at coronakrisen fik dem til at springe fra et lejemål i Borggade.

- Vi takker Gud for, at vi sprang fra, for vi ville være færdige nu, hvis vi var åbnet et sted i midtbyen med høj husleje. Det ville have været for stor en mundfuld, siger Nadia Marjan.

I september åbner de i stedet Melværk i Møllehatten ved Risskov Brynet, hvor Cafe Mad-Glad tidligere lå. Ægteparret er selv bosat i bydelen og føler, at de med det nye byggeris 5.000 beboere er bedre garderet mod - Gud forbyde det - yderligere nedlukninger.

- Det er ikke til at sige, hvad fremtiden bringer, men vi har et koncept, hvor folk kan sidde og nyde maden her eller tage den med hjem. Vi kigger i hvert fald ud af vinduet og konstaterer, at der hele tiden holder takeaway-biler, og så er der også mange børnefamilier, som nu får et alternativ til at tage bilen hele vejen ind til byen, siger Nadia Marjan.

Selvom markedsføringen hidtil har været minimal, er begejstringen blandt områdets hungrende beboere allerede nu til at mærke.

- Vi er overvældede over interessen, men der bor selvfølgelig også flere tusinde mennesker tæt på, og det må ikke undervurderes. Det er sikkert en fordel, at vi er den eneste restaurant her, men vi vil ikke være kendte for at være de eneste, men fordi vi laver god mad, siger Nadia Marjan.

Som navnet antyder kommer Melværk til at fokusere på godt håndværk med melet. Planen er, at man vil lave pizza på samme måde som i Napoli - Pizza Napoletana. Foto: Nadia Marjan