Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger RisskovLIV i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

 Arkivfoto: Klaus Sletting

Hvor blev disc golf-banen af?

Udvikling rimer måske ikke på afvikling, men de går ofte hånd i hånd med hinanden.

Mens nybyggeri skyder op i Bindesbøll Byen, og nytilflyttere flytter til, har du måske bemærket, at et stykke fast inventar i parken ved det gamle psykiatriske hospital er væk - nemlig disc golf-banen.

En morgen denne sommer slog gravemaskinerne kløerne i kurvene og fjernede banen, og i dette nyhedsbrev dykker vi ned i årsagerne til dens bortgang.

Kort fortalt kan man sige, at disc golf-banens skræk og endeligt blev en beslutning i grundejerforeningen for den nybyggede Bindesbøll By, som bundede i frygten for, at både natur og områdets mange indbyggere skulle ende på kollisionskurs med en vildfaren disc.

Det ærgrer bare disc golf-klubben Opdrift. De forsøgte til det sidste at redde banen med et redesign, der forsøgte at få både brugere og træer ud af skudlinjen fra de flyvende tallerkener, men forslaget blev mødt af en mur af grundejerforeningen.

Det bliver et tab for disc golf-miljøet, men det bliver også et tab for Vejlby-Risskov, mener den lokale disc golf-spiller René Simonsen, der ligesom mange andre brugte banen som et frirum i dagligdagens travle trummerum.

På Risskov Skole skal lærerne nu også gå i tænkeboks. De brugte ofte disc golf-banen i undervisningen, og den var kærkommen, når man skulle hitte på måder at leve op til skolereformens bevægelseskrav.

Det var det korte opkog. Dyk ned i historierne og få det lange, og så kan jeg jo til slut spørge dig, kære læser, om, hvorvidt du mener, nedlæggelsen af disc golf-banen bliver et tab eller en gevinst?

Nu har du i hvert fald fået forklaringen på, hvorfor den er væk. Er der andet, du går og undrer dig over, er du altid velkommen til at skrive mig en besked, for så forsøger jeg at dykke ned i det.

Det gør du på krkie@risskovliv.dk.

God læselyst.

Billede af Kristoffer Krogh Kiesbye
Billede af skribentens underskrift Kristoffer Krogh Kiesbye Journalist
Den 24. juni blev disc golf-banens sidste kurv fjernet. Foto: Dennis Dideriksen

Bindesbøll Byen blev disc golf-banens skræk

Ni års disc golf-spilleri i parken ved det gamle psykiatriske hospital stoppede brat denne sommer, da grundejerforeningen for den nybyggede Bindesbøll By besluttede at nedlægge den.

Disc golf-klubben Opdrift stod klar med en nytænkning af banen, som skulle tage hensyn til områdets nye beboere, men formanden føler ikke, at beslutningen nogensinde stod til diskussion.

Grundejerforeningen i Bindesbøll Byen nedlagde parkens disc golf-bane af hensyn til områdets mange nye beboere og et par bevaringsværdige træer. Disc golf-klubben Opdrift havde håbet på, at bydelens nye beboere havde været mere lydhøre over for et redesign af banen.

Banen er borte. Efter ni år er den sidste disc blevet kastet på den nu hedengangne disc golf-bane i parken ved det tidligere psykiatriske hospital. Den 24. juni blev den allersidste kurv gravet op, og for foden af bakken ligger den nu sammen med sine ligemænd, de andre oprevne kurve, og venter på - måske - at blive brugt på en anden bane et andet sted i Aarhus Kommune.

I parken var der ikke længere plads til at have banen. Det besluttede GF Bindesbøll, grundejerforeningen med repræsentanter fra alle delområderne fra det stort anlagte byggeri til en generalforsamling i maj.

Det var særligt to udfordringer med mennesker og natur i parken, der medvirkende til, at disc golf-banen til sidst måtte lade livet. Det forklarer Maria Uebel Mørch, formand for GF Bindesbøll.

- Så længe den ikke generede beboere, var bestyrelsen i GF Bindesbøll åbne for at bevare den, men vi fik en række henvendelser fra personer, der eksempelvis var blevet ramt af discs, og andre fortalte, at de var nervøse for at blive ramt. Samtidig kontaktede Aarhus Kommune bestyrelsen, da nogle fredede æbletræer var blevet skadet af discs, så vi blev påbudt at ændre banen løbende fremover for at tage hensyn til træerne, siger Maria Uebel Mørch.

Et redesign kunne have forhindret gener

En Google-søgning viser, at en disc opnår en fart på mellem 70-90 kilometer i timen ved et gennemsnitlig kast. Den slags efterlader skader, og de fredede æbletræer var endt i skudlinjen, da nogle disc-golfere havde set sig nødsaget til at ændre kastestedet - tee’en, hvis vi bruger terminologien fra klassisk golf - til et af banens huller på grund af byggeriet i parken.

Det fik kommunen til at kræve, at grundejerforeningen trådte i aktion og ændrede banen, så de bevaringsværdige æble- og pæretræer i parkens nordvestlige hjørne ikke længere var i fare.

Kommunen skrev dog, at “det er vigtigt for os at pointere, at vi på intet tidspunkt har opfordret til, at man skal nedlægge banen, men at der er nødt til at ske ændringer, såfremt aktiviteten skal fortsætte”. Det viser en e-mail til GF Bindesbøll, som RisskovLIV har set.

Det nye design kunne løse problemerne, men grundejerforeningen har aldrig ønsket at høre vores forslag og bud på, hvordan disc golf og de mange nye boliger og borgere kunne være der samtidigt

Steffen Sinning, formand for disc golf-klubben Opdrift

Personen, der har videresendt mailen, er Steffen Sinning, formand for Disc Golf-klubben Opdrift. Han ærgrer sig, fordi han og klubbens medlemmer har mistet den mest begyndervenlige og bynære disc golf-bane i Aarhus, hvor op mod 25 procent af alle runder disc-golf i kommunen blev spillet - på et tidspunkt, hvor sportsgrenen boomer og oplever en eksplosiv og vækst i tilkomsten af nye spillere særligt på grund af coronakrisen.

Det er især måden, banen er blevet fjernet på, der ærgrer ham. Som det skriftlige svar fra kommunen viser, måtte disc golf i parken gerne fortsætte, hvis man kunne finde en løsning, der ikke beskadigede træerne.

Derfor havde Steffen Sinning medvirket til at lave et redesign af banen, der tog højde for både kommunen og grundejerforeningens bekymringer.

- Vi syntes heller ikke, at det originale design var godt, og derfor lavede vi et redesign, der skulle tage højde for både træer og folk i parkens sikkerhed. Rent sportsligt fra et disc golf-perspektiv var vores nye design ikke ideelt, men fra et bruger- og sikkerhedsperspektiv var det, fortæller Steffen Sinning.

Han føler bare ikke, at GF Bindesbøll var villige til at gå i dialog om forslaget til den nye bane, før kurvene en morgen var gravet op og banens skæbne definitivt forseglet.

- Det nye design kunne løse problemerne, men grundejerforeningen har aldrig ønsket at høre vores forslag og bud på, hvordan disc golf og de mange nye boliger og borgere kunne være der samtidigt, siger Sinning.

Stod beslutningen til diskussion?

Han er af den opfattelse, at disc golf-banens endeligt lå fastlagt, da først grundejerforeningen havde truffet sin beslutning til forårets generalforsamling. Ifølge bestyrelsesformand Maria Uebel Mørch forsøgte GF Bindesbøll dog at indlede en dialog med Opdrift omkring banens endeligt via driftsrådgiver Anders Bjerregaard Broch fra DEAS, der sammen med PKA Ejendomme udlejer lejlighederne ved Parkhusene.

Men “dialog” er måske for meget sagt, hvis man spørger Steffen Sinning. Han tolkede det mere som om, at DEAS blev brugt som budbringer af det kedelige budskab om, at banen skulle nedlægges.

I en e-mail, som Anders Bjerregaard Broch har sendt til Disc Golf-klubben Opdrifts kasserer, Mikael Birkelund Jensen Johansen, skriver driftsrådgiveren følgende:

“Banen er meget snart under afvikling. Der er enighed i grundejerforeningen om, at banen desværre ikke længere kan være en del af parken. Det er grundejerforeningen rigtig kede og ærgerlige over, men der er desværre både mennesker og bygninger, der har måttet stå for skud, ligesom der nu også er et krav fra kommunen om beskyttelse af de fredede træer og beplantninger i parken. Grundejerforeningen ser derfor ingen fremtid for banen i Bindesbøll-parken.”

Flere kan få nytte af parken i dag

Som et lille plaster på såret er kurvene, der plejede at udgøre banen, blevet lovet væk til Opdrift. Det er en god gestus, men formanden for klubben ville have foretrukket, hvis de var blevet stående i Risskov.

- Vi skal ikke kunne sige, om banen kunne have fungeret, når alle folk er flyttet ind i området. Men det er de ikke nu, og vi synes, det var en forhastet beslutning at fjerne banen, siger Sinning og tilføjer:

- Jeg forstår godt, at grundejerforeningen ikke ville bruge tid og penge på at ombygge banen for de fredede træers skyld. Det var derfor, vi ville stå for at redesigne den.

Disc golfen er en niche-ting, og det er fint, men nu har vi en park som indbyder endnu mere til, at offentligheden gør brug af den

Maria Uebel Mørch, formand for GF Bindesbøll

Men ligefrem at garantere, at parkens brugere ikke risikerer at få en disc i nakken, kan formanden for klubben ikke. Og det er måske humlen i hele sagen om disc golf-banens sidste kapitel. Sådan får Maria Uebel Mørch det til at lyde.

- Der kommer rigtig, rigtig mange nye beboer til området, så uanset et nyt design eller ej, ville det ikke ændre på, at beboerne er utrygge og bange for at blive ramt af en disc. Her er vores rolle i bestyrelsen at varetage beboernes interesse, fortæller Maria Uebel Mørch og fortsætter:

Hun tror, at en disc golf-fri park kan vise sig at blive en gevinst for alle, der ynder at være i de skønne omgivelser.

- Disc golfen er en niche-ting, og det er fint, men nu har vi en park som indbyder endnu mere til, at offentligheden gør brug af den. De kan nyde naturen og omgivelserne. Derfor har vi i bestyrelsen besluttet at hyre en landskabsarkitekt, der skal komme med forslag til, hvad der skal være i parken - og hvad vi må af hensyn til strandbeskyttelseslinien, fortæller Maria Uebel Mørch.

Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

René har mistet sit frirum: - Det er et stort tab for Risskov

Havde René Simonsen haft eneret til at træffe beslutningen, havde han måske købt bolig i Bindesbøll Byen - bare for at være så tæt på den nu hedengangne disc golf-bane som muligt, for han er bidt af sporten.

Nu er den væk, og det er stort tab for småbørnsfaren - og måske for Risskov.

Risskov kommer til at mangle en aktivitet for folk i alle aldre, nu hvor disc golf-banen er væk. Det mener René Simonsen, der selv brugte banen som et åndehul i en travl hverdag som småbørnsforælder.

Det er som om, beslutningen om at nedlægge disc golf-banen i parken ved Bindesbøll Byen ikke har bundfældet sig for René Simonsen. Han omtaler den nemlig stadig i nutid. Som om den fortsat fandtes.

Men det gør den altså ikke til den 34-årige disc golf-spillers store ærgrelse. Den havde stor betydning for ham, og det er måske også forklaringen på, at han har trodset et dansk sommervejr kendetegnet af skybrud på skybrud for at kaste en allersidste disc i parken sammen med RisskovLIVs udsendte.

Den første kastede han også her på banen i Risskov for en tre-fire år siden. Dengang boede han stadig i Åbyhøj, men sidenhen slog han sig ned i 8240. Havde det ikke været for hans bedre halvdel, kunne det meget vel have været med banen inden for kasteafstand.

- Jeg tror, mange nye beboere i Bindesbøll Byen ville have betragtet banen som en gave. Jeg var selv ved at købe hus hernede for at bo så tæt på som muligt, men det havde fruen nok ikke givet lov til i sidste ende, siger René Simonsen leende.

Alle kunne bruge banen

I stedet blev det til et kompromis. På Tretommervej boede han stadig tæt på, og fra sin base brugte han banen som et åndehul fra dagligdagens trummerum som nybagt forælder med lortebleer, barnevogn og alt for lidt søvn.

- Banen var så skøn, for jeg kunne tage barnevognen med hertil og kaste et par discs, mens den lille sov. Jeg har set mindst et par andre fædre gøre præcis det samme, og jeg mødtes også ofte med en fire-fem andre efter puttetid for at gå en runde, fordi sporten er så nem at gå til, siger René Simonsen.

René Simonsen har forståelse for grundejerforeningens beslutning om at nedlægge banen, men han har aldrig set nogen komme til skade på grund af disc golf. Foto: Kristoffer Krogh Kiesbye

Derfor føler han, at det er et stort tab for Risskov, at disc golf-banen nu er væk. Den skabte nemlig noget liv og trak mennesker til fra nær og fjern.

- Der var mange børnefamilier og unge mennesker, men det var faktisk folk i alle aldre, der brugte den. Jeg har også set et pensionistpar, der var meget passionerede omkring spillet. Derfor synes jeg, det er et stort tab for lokalområdet, men også for Aarhus, for der kom folk hertil fra andre dele af byen, ligesom jeg også selv kom udefra, da jeg boede i Åbyhøj, siger han.

Ingen fare på færde til slut

Til gengæld har han aldrig set nogen komme til skade i parken på grund af disc golf. Alligevel kan han godt forstå, at banen i en periode var til gene og kom i karambolage med nybyggeriet i Bindesbøll Byen.

- Jeg har en vis forståelse for beslutningen om at nedlægge banen. Da de første huse skød op, kunne jeg godt se, at der var problem med det hul, der lå tættest på dem. De fleste er immervæk højrehåndede, og derfor endte mange kast nærmest med at flyve ind over deres huse, siger René Simonsen og fortsætter:

- Jeg ville selv være træt af at sidde på terrassen med mit barn og tænke; “Kommer der en disc nu?”. Jeg forstår godt deres bekymring, men inden banen blev nedlagt, var hullet ændret, så man udelukkende spillede væk fra husene. Jeg har mindst spillet 100 runder her, og jeg har aldrig nogen være i nærheden af at ramme et barn eller lignende.

Nu er muligheden for at spille yderligere 100 runder væk, og som han selv siger - halvt jokende, halvt i alvor - tager det lidt af glansen ved sin barsel væk, at banen ikke er der mere. Den nærmeste ligger nu i Tilst, og distancen gør det sværere at lulle og rulle den lille i søvn, før man selv kan gå og kaste nogle discs.

Distancen er ikke uoverkommelig, men det betyder immervæk, at han nu og fremover får spillet et par timer mindre om ugen, end han selv ville foretrække. Derfor håber han på, at der af asken fra banen i parken kan opstå en ny et andet sted - måske i Risskov.

- En sådan bane er noget, kommunen næsten kan tilbyde gratis, og det vrimler ikke med udendørsaktiviteter, der er ligeså nemme at gå til, så de her sportsgrene skal vi have nogle flere af. Kommunen burde vælte i sådan nogle tilbud, og det var noget godt for Risskov, at man havde muligheden for at spille herude, siger René Simonsen, inden han kaster den måske sidste disc i parken nogensinde.


Disc golf-banen gjorde livet nemmere for lærerne på Risskov Skole, for den var oplagt at benytte sig af, når eleverne skulle kombinere læring og bevægelse. Foto: Pressefoto

Nu skal hovedet lægges i blød: Risskov Skole kommer til at savne disc golf-banen

Disc golfen gav eleverne på Risskov Skole muligheden for at gå offline for en stund og røre sig i naturen, mens folkeskolelærerne brugte banen flittigt til både idræt- og aktivitetstimerne.

Den mulighed er nu væk, og det er - sagt på godt jysk - træls.

- Jeg blev virkelig ked af det, da jeg hørte, at banen skulle nedlægges. Det var mega træls, for skal jeg spille disc golf nu, skal jeg enten cykle langt, eller også skal mine forældre køre mig dertil, fortæller Rune Korshøj, der er elev på Risskov Skole.

Banen var et hit blandt eleverne på Risskov Skole og en kærkommen hjælp til lærerne, når de skulle leve op til bevægelseskravene. Det fortæller Jacob Evald, der er folkeskolelærer på Risskov Skole.

Eleverne fra udskolingsklasserne på Risskov Skole var blevet ekstra tykkindede, da de efter måneders corona-eksil og tvungen fjernundervisning foran computerskærmen vendte tilbage til undervisningslokalerne sidste skoleår. Derfor var disc golf-banen i Mindeparken god at have et disckast eller to fra skolen, og derfor vil den blive savnet af elever såvel som lærere, nu hvor klokken har ringet ind til et nyt skoleår.

Det fortæller Jacob Evald, folkeskolelærer på Risskov Skole, der både brugte banen i sine idrætstimer og til at overholde folkeskolens bevægelseskrav.

- Disc golf var en sjov syssel for eleverne. De fik muligheden for at være i naturen, mens de var aktive. Derovre lagde man alle sine devices, mobiler og ipads til side og gav den gas, og det fungerede altid godt på banen i parken, så det er ærgerligt, at den nu er væk, siger Jacob Evald.

Risskov Skole har sågar investeret i tre disc golf-sæt, netop fordi aktiviteten var så nem at gå til og et hit blandt eleverne. Det var et win-win, nu hvor folkeskolerne siden reformen i 2013 har været pålagt et krav om mindst 45 minutters bevægelse hver dag.

Bevægelseskravet skal fremme elevernes sundhed og trivsel, mens det samtidigt understøtter deres faglige læring, men at få alle tre kriterier til at gå op i en højere enhed, er nemmere sagt, end gjort.

- Det er en evig udfordring at opfylde bevægelseskravene, og der var disc golf bare godt, for det kunne kombineres med bogstavssysler. Der er bare ikke andre kurve inden for rækkevidde, så jeg er bange for, at skolens tre disc golf-sæt kommer til at samle støv nu, siger Jacob Evald, der også selv brugte banen hyppigt udenfor arbejdstiden.

Svært at dyrke sin sport som ung folkeskoleelev

15-årige Rune Korshøj var en af dem, der faldt pladask for sportsgrenen, da han som elev på Risskov Skole stiftede bekendtskab med disc golf i undervisningen.

- Det hele startede med, at læreren tog hele klassen med ud for at spille disc. Det var bare så sjovt, og det var nærmest kærlighed ved første blik. Jeg fik mine egne discs, og så begyndte jeg bare at blive mere og mere bidt af det, fortæller Rune Korshøj, der selv vurderer, at han sidenhen har spillet omkring 300 gange på banen i parken ved det gamle psykiatriske hospital.

Det var også både nemt og bekvemt. Rune bor nemlig med sin familie i de nybyggede rækkehuse, der ligger klos op og ned af parken. Det er derfor ingen overdrivelse at sige, at han havde banen i sin egen baghave og udnyttede den til sit fuldeste.

Men efter banens bortgang ligger det nærmeste alternativ i Tilst, og selvom Rune er en frisk ung mand, er det pludselig blevet en mere omstændelig proces at dyrke sin passion.

- Jeg blev virkelig ked af det, da jeg hørte, at banen skulle nedlægges. Det var mega træls, for skal jeg spille disc golf nu, skal jeg enten cykle langt, eller også skal mine forældre køre mig dertil, fortæller han.

Derfor er det også begrænset, hvor mange discs eleven fra Risskov Skole får kastet i dag. Det kan godt ærgre hans far, Kristian Korshøj.

- På Runes vegne er vi kede af, at banen nu er væk. Der var en periode, hvor vi godt kunne sidde på vores terrasse og se discs fra banens brugere flyve tæt forbi, men kurven nær vores hus blev fjernet, og sidenhen har vi ikke mærket meget til det, siger Kristian Korshøj, der gerne havde set en del af banen blive bevaret.

- Det ville have været godt, hvis man havde kunnet indrette en del af banen i bare en del af parken. Det havde været den optimale løsning.