- Den er meget, meget bæredygtig, sagde borgmester Jacob Bundsgaard, da han overrakte den stubformede pris som "Årets Klimakollega" til skolelederen på Strandskolen, Morten Holck.
Det skete i forbindelse med Aarhus Kommunes årlige klimakonference, Go Green With Aarhus. Hæderen er til for at hylde en kommunalt ansat, der sætter fokus på klimavenlige initiativer.
Nu var Morten Holck den ydmyge modtager af trofæet, men fortjenesten er ene og alene elevernes, mener den nykårede klimakollega.
- Det er ikke min pris på nogen måde, for det er børnene, der laver arbejdet. Det er vigtigt, at de får et skulderklap for deres indsats, og det er mig meget magtpåliggende, at de også får del af den, så de også oplever, at der er bevågenhed på det, vi gør, siger Morten Holck.
Eneste verdensmålsskole
Strandskolen er Aarhus' første og hidtil eneste folkeskole, som er blevet certificeret af UNESCO til at være en såkaldt Verdensmålsskole. Det kræver blandt andet, at man får sat FNs 17 verdensmål på skoleskemaet og gør det til en dagsorden for elevernes forældre.
Det har medført en række bæredygtige tiltag, og det er for disse, at Morten Holck - og Strandskolens elever, lærere og ansatte - nu bliver hædret.
- For halvandet år siden fik man frituremad og catering i vores kantine. Nu laver vi det hele selv og uden brug af plastik. Vi har også fået solceller på taget, og vi har netop indgået et samarbejde med en virksomhed, der kan lagre energien fra cellerne i batterier, fortæller Morten Holck og fortsætter:
- Til januar får vi sådan en form for container, hvor man i den ene ende kan se batteriet, mens den anden del fungerer som et undervisningslokale, hvor eleverne kan se det i brug.
Klimatopmøde for børn
For de lyseste lamper sidder altså på skuldrene af eleverne. Det er dem, der får de bedste ideer til at løse klimaudfordringen, mener Morten Holck.
- Vi skal selvfølgelig rammesætte det, men man kan blive overrasket over, hvor mange gode ideer børnene kommer på, som vi voksne aldrig har tænkt over. Skal vi ikke lave en klimafest? Skal vi ikke lave et loppemarked kun med genbrugstøj? Kunne vi invitere en TikTok'er ud for at sige noget om bæredygtighed, så det interesserer alle elever? siger Morten Holck.
Børnene kan dog ikke helt tage æren for det bæredygtighedsnetværk mellem syv folkeskoler i Aarhus, som Morten Holck har været initiativtager til. Det kan mange skolebørn til gengæld få glæde af både i Risskov, Vejlby, Lisbjerg og Beder.
- Vi forsøger at udveksle viden og ideer på tværs. En ting er, hvad vi gør, men det er vigtigt at få bredt ud, så det ikke bare er os i vores osteklokke, der får glæde af det. Vi planlægger blandt andet et klimatopmøde for børnene fra syv forskellige skoler, hvor vi skal finde ud af, hvad vi kan ændre i forhold til klima og bæredygtighed, siger Morten Holck.